Drøner derudaf: 'Sonic 4' får premieredato

Det blå pindsvin Sonic drøner derudaf. Den seneste og tredje film fik premiere den 25. december sidste år - og allerede nu, under en måned senere, kan selskabet bag, Paramount Pictures, annoncere premieredatoen for film nummer 4. Det skriver Hollywood Reporter.
'Sonic the Hedgehog 4' rammer biograferne den 19. marts 2027 i USA, hvilket nok betyder, at den får dansk premiere dagen før.
Offentliggørelsen kommer i kølvandet på, at Sonic-filmfranchisen for nyligt rundede 1 milliard dollars i indtjening på verdensplan.
Historien melder intet om, hvem der skal stå foran eller bag kameraet endnu.
De første tre film er instrueret af Jeff Fowler, hvor Ben Schwartz har stået for Sonics stemme.
Jim Carrey har gentaget sin rolle som Robotnik i alle tre film, og hvorvidt han kan lokkes tilbage til den fjerde omgang, må fremtiden vise. Dog har han for nyligt udtalt til Cinema Today:
- Hvis jeg modtager den næste idé, vil jeg overveje det, og hvis indholdet er interessant, vil jeg vende tilbage som Robotnik. Jeg afviser aldrig en rolle, medmindre jeg ikke er interesseret. Jeg elsker det her filmhold, og det er sjovt at lave film med dem.
Udover de tre spillefilm, så udvidede Sonic-franchisen i 2024 også med tv-serien 'Knuckles'.
'Sonic the Hedgehog 4' får premiere den 19. marts 2027.
Mens vi venter på den fjerde Sonic-film, kan nr. 3 stadig ses i biografen. Køb billetter til 'Sonic the Hedgehog 3' her på kino.dk.
Sonic-film


