Emma Sehested Høeg er klar med sin første, store hovedrolle i stjernespækket dansk komedie

'Drengestreger' forventes at få biografpremiere næste år
William og Emma Sehested Høgh i 'Drengestreger'
(© Fotograf: Per Arnesen )

Optagelserne er startet til den nye danske spillefilm Drengestreger - en intens og tragikomisk dramakomedie, der går helt tæt på det, mange forældre frygter, nemlig øjeblikket hvor man gør alt det rigtige… og alligevel ender med at gøre alting værre.

I centrum står Stine, spillet af Emma Sehested Høeg i sin første store hovedrolle. 

Hun har flyttet sin søn Otto til en ny skole for at give ham en frisk start. Men da Otto begynder at mistrives, nægter Stine at se passivt til. Hun mobiliserer forældregruppen og forsøger at få skolesystemet til at gribe ind - for selvfølgelig hjælper man, når et barn ikke har det godt. 

Men det, der starter som et fælles ønske om at hjælpe børnene, udvikler sig langsomt til en magtkamp, hvor alliancer dannes, fronter trækkes op, og skolegårdens dynamikker flytter ind i de vokses rækker.

Emma Sehested Høeg har gennem de seneste år etableret sig som en markant stemme i både dansk film, tv, teater og musik, hvor hun er kendt for sin evne til at balancere det sårbare og det selvironiske. 

I 'Drengestreger' får hun selskab af en lang række kendte ansigter, bl.a. Danica Curcic, Joachim Fjelstrup, Søren Malling, Simon Kongsted, Lotte Andersen, Mathias Bøgelund, Dulfi Al-Jabouri og Oliva Joof.

Filmen er instrueret af Emmas bror William Sehested Høegh i sin spillefilmsdebut. Han har allerede vist en tydelig interesse for giftige gruppedynamikker, idet hans afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, 'Sammen er du mere' fra 2023, kredser om samme tema - dengang som en mørk teambuilding-komedie.

Med 'Drengestreger' flytter han dynamikken ind i noget endnu mere ømtåleligt: fællesskabet omkring børnene. 

Han fortæller i en pressemeddelelse:

- Jeg er for evigt interesseret i at undersøge giftige gruppedynamikker og jeg kan næsten ikke forestille mig en mere potentielt giftig situation end forældre, der både skal være løsningsorienterede og samtidig beskytte deres egne børn. 

- I ’Drengestreger’ vil jeg sætte forældre i fokus, hvor deres fælles håndtering af manglende trivsel i en folkeskoleklasse skal skabe rammerne for en tragikomisk og intens film, jeg håber, at mange vil kunne genkende sig selv i. For hvad gør man som forældre, når det at hjælpe sit barn bare gør alting værre? 

Manuskriptet er skrevet af Oscar Giese og William Sehested Høeg, der også skrev afgangsfilmen sammen. Giese er lige nu aktuel med DR-serien 'Uniformen'.

’Drengestreger' forventes at få biografpremiere over hele landet i foråret 2027.

Nyeste film i biografen