Første trailer: Hollywood-stjerne er ukendelig i årets måske største transformation

Oscar-vinderen Helen Mirren står bag årets måske vildeste transformation som den tidligere israelske premiereminister Golda Meir i dramaet Golda.
I filmens første trailer, som du kan se nederst, introduceres publikum til Meir, der stod i spidsen for Israel under den nervepirrende Yom Kippur-krig i 1973.
Golda Meir står i traileren både over for en aggresiv fjende, en regering med manglende tro på hendes evner samt et kompliceret forhold til den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger.
Læs også: Efter skarp kritik af hovedrollevalg: Nu svarer instruktøren igen
Hovedrollepræstationen kan sammenlignes med Gary Oldmans Oscar-vindende rolle i Darkest Hour, hvor han spillede Winston Churchill. Mirren er nemlig også næsten ukendelig som Golda Meir i en imponerende fysisk transformation.
Transformationen tog 4 timer at realisere hver dag under optagelserne.
Instruktøren Guy Nattiv, der vandt en Oscar-statuette for Bedste kortfilm i 2019, har fortalt, at han slet ikke så Helen Mirren ude af kostume i de 35 dage, hvor de optog.
Mirren var nemlig den første til at ankomme og den sidste til at gå hjem, da det tog timevis både at komme i og ud af sit kostume og sin make-up.