Fortsættelsen til sidste års bedste danske børnefilm får allerede premiere i år

'Børnene fra Sølvgade tager kampen op'
Børnene fra Sølvgade 2
(© Anne Schwartz / Nordisk Film)

I weekenden blev Børnene fra Sølvgade kåret som sidste års bedste børne- og ungdomsfilm. Det skete da den vandt i kategorien ved Robertprisen 2025, hvor den i øvrigt også vandt for Årets originale sang.

Nu er optagelserne til den forventede fortsættelse startet. Da vi interviewede instruktøren bag, Mehdi Avaz, i forbindelse med den første films premiere, afslørede han allerede der, at han gerne ville lave det til en trilogi. Og med næsten 200.000 solgte biografbilletter lå en efterfølger således til højrebenet.

Titlen bliver Børnene fra Sølvgade tager kampen op - og den nye familiefilm får allerede premiere senere i år: Nemlig den 9. oktober - til børnenes efterårsferie!

Filmen vil være baseret på bogen af samme navn, der er forfattet af Renée Toft Simonsen.

I pressemeddelelsen beskrives handlingen således:

Tristan, Katinka, Kirk og Petra flyttet ind hos Nelly og Brian på Martinsvej. De er lykkelige for livet i deres nye familie og glæder sig som sindssyge til det, der skal blive den bedste juleaften i deres liv.

Men en dag banker det på. Kommunetrolden har fundet dem, og hun kommer ikke alene. Det viser sig nemlig, at mormor og morfar har opsnuset, at moderen er forsvundet, og de vil derfor have børnene med sig hjem til slottet, hvor de bor. Alle er i totalt chok. Petra stopper fuldstændig med at tale. 

Børnene vil helst blive hos Miss Nelly og Brian, men det er umuligt at sætte sig op imod loven – men børnene har en plan for, hvordan de alligevel kan komme hjem igen til Nelly og Brian.

Mehdi Avaz
Instruktør Mehdi Avaz (© Anne Schwartz / Nordisk Film)

Det talentfulde børnehold fra den første film er tilbage i efterfølgeren. Man kan derfor glæde sig til at gense Ida Skelbæk-Knudsen som den hurtige og snedige Katinka, Alfred Kann som den hjertevarme storebror Tristan. Amelia Ahmad Abdullatif  som den drømmende og kreative Petra, og Alfred Rivera spiller den kloge og ambitiøse Kirk.

Jakob Fauerby og Anders W. Berthelsen gentager ligeledes rollerne som Miss Nelly og blikkenslager-kæresten Brian. I andre centrale roller vender Ditte Hansen tilbage som Kommunetrolden, Kirsten Lehfeldt som Brians mor, mens Søren Pilmark, Cecilie Stenspil og Susanne Storm er nye ansigter i Sølvgade-universet.

Kvinden bag bogserien, Renée Toft Simonson, står igen for filmmanuskriptet, mens instruktør Mehdi Avaz altså styrer løjerne bag kameraet.

'Børnene fra Sølvgade tager kampen op' får biografpremiere den 9. oktober.

Se vores video-interview  herunder, hvor Mehdi Avaz og Jakob Fauerby fortæller om arbejdet med den første film og fremtidsplanerne for universet.

Nyeste film i biografen