Guide til danske serier på TV 2 i 2026: Fra 'Klovn' til 'Sommerdahl'

Glæd dig til en masse nye serier i det nye år
Sygeplejeskolen
(© TV2)

Vi er kun i starten af 2026, men det lover allerede til at blive et stærkt år for det danske serieland.

TV 2 afslører nemlig nu en række både nye serier og sæsoner af populære hits, som alle får premiere i løbet af det nye år.

Glæd dig bl.a. til et stærkt drama og en dugfrisk dokumentar samt et glædeligt gensyn med elskede karakterer, videre til et smugkig på dette års kommende familiejulekalender.

Se hele listen med nye serier og sæsoner herunder.

De bedste år
(© TV 2)

De bedste år - sæson 2

Brødrene Magnus og Emil Millangs prisvindende komedieserie 'De bedste år' får en ny sæson, hvor parret Mathias og Louise kommer på nye eventyr, da de beslutter sig for at købe et rækkehus.

Drømmehuset trænger dog til en kærlig hånd. Samtidig bliver familielivet kun mere kaotisk, da børnene begynder i skole og Mathias går på barsel med det tredje i rækken - og så skal Louise vende sig til at være tilbage på arbejde.

Magnus Millang og Stephania Potalivo er tilbage i hovedrollerne med bl.a. også Lars Brygmann, Ditte Hansen og Søs Egelind på rollelisten. De får i den nye sæson selskab af en række nye ansiger, herunder b.la. Sara Fanta Traore og Amanda Collin.

'De bedste år' sæson 2 forventes at få premiere i løbet af 2026.

Stein Bagger og grådighedens ansigter
(© Per Arnesen/TV 2)

Stein Bagger og grådighedens ansigter

Dokumentar og drama blandes i en ny serie om en af de største svindelskandaler i danmarkshistorien, når 'Stein Bagger og grådighedens ansigter' har premiere på TV 2 i løbet af 2026.

Serien er historien om den forhenværende direktør Stein Baggers vej til succes og siden hans fald fra tinderne.

Skuespillere portrætterer centrale øjeblikke i fortællingen om Stein Bagger, mens man også får indblik i sagen gennem interviews med rigtige personer, der blev fanget i krisen.

Stein Bagger spilles af Kristoffer Eriknauer, som man har kunnet se i serier som 'Salsa' og 'De bedste år'.

'Stein Bagger og grådighedens ansigter' får premiere i februar 2026.

Rivalerne
(© TV2)

Rivalerne

TV 2's kommende og stjernefyldte serie 'Rivalerne' beskrives som et drama på tværs af generationer.

I serien flettes nutidens konflikter således sammen med fortidens hemmeligheder i en historie om sorg og splittelse, livsglæde og håb.

På rollelisten finder man Johanne Louise Schmidt, Lars Mikkelsen og Jens Albinus i hovedrollerne som tre stærke karakterer, der alle har interesse i kampen om at åbne et å-forløb.

'Rivalerne' forventes at få premiere i løbet af 2026.

I nissernes tjeneste
(© TV2)

I nissernes tjeneste

Vi ved allerede nu, at årets julekalender på TV 2 i 2026 har begyndt optagelserne.

Familiejulekalenderen kommer til at følge en helt almindelige familie og deres to børn Luna og Storm. Søskendeparret gemmer dog på en hemmelighed, da de er nisser, der bor undercover i menneskernes verden.

Deres arbejde som hemmelige nisse-agenter kommer snart til at sætte hele familien i fare, da forældrene kidnappes. Dermed må de to børn udvise mod og handlekraft, når de drager ud for at redde deres forældre, inden det bliver jul.

Rollelisten består bl.a. af Sigurd Holmen Le Dous, Julie Christiansen, Jesper Asholt, Rosalinde Mynster, Stig Rossen og Johannes Lilleøre.

'I nissernes tjeneste' har premiere den 1. december.

Sommerdahl
(© TV2)

Sommerdahl - sæson 7

TV 2 Charlies populære krimiserie vender tilbage med en syvende sæson.

Peter Mygind kaster sig således igen ud i spektakulære mordsager som chefefterforskeren Dan Sommerdahl.

Den nye sæson tager Helsingørs drabsafdeling helt nye steder hen - både under havents overflade, på camping og tilbage i historien.

'Sommerdahl' sæson 7 forventes at få premiere i foråret 2026.

Sygeplejeskolen
(© TV2)

Sygeplejeskolen - sæson 8

'Sygeplejeskolen' vender tilbage med sin 8. sæson, hvor eleverne nu tager hul på den sidste og afgørende del af deres uddannelse.

Her venter dem både mundtlige og praktiske eksaminer, der nu skal vise, om bl.a. Margrethes forsøg med at uddanne mandlige sygeplejersker har været en succes.

'Sygeplejeskolen' sæson 8 forventes at få premiere i løbet af 2026.

Klovn
(© TV2)

Klovn - sæson 11

TV 2 og holdet bag 'Klovn' har afsløret, at der er endnu en sæson på vej af den elskede komedieserie.

Vi ved endnu ikke, hvornår den nye sæson har premiere - eller hvad vi har i vente af bl.a. historien og nye skuespillere på rollelisten.

Vi kan dog højst sandsynligt glæde os til endnu mere galskab fra den umage duo Frank Hvam og Casper Christensen.

Nyeste film i biografen