Guide til påskens film 2017

I næste uge starter påskeferien. Vi guider til udvalget i biograferne.
Klik på titlen for at læse mere, se trailer og købe billetter.

Familiefilm
Animationsfilmen Boss Baby bygger videre på tanken om, at spædbørn tager al opmærksomhed fra forældrene og derved bestemmer det hele. I filmen får Tim en lillebror, der viser sig at være en vaskeægte boss iført jakkesæt og med en lumsk plan i baghånden.
Dyrene i Hakkebakkeskoven er en dukkefilm for de mindste. Klatremus og hans venner i skoven vil lave regler for rovdyrene, så ingen bliver spist. Filmen er baseret på Thorbjørn Egners hyggelige forlæg. Forfatteren er også kendt for Karius og Baktus samt Folk og røvere i Kardemomme by.
Smølferne - Den hemmelige landsby er også animation, denne gang i smølfernes tegn. Smølfine og hendes tre venner finder et mystisk landkort, der sender dem på en eventyrlig rejse gennem den magiske skov. Men pas på! Skurken Gargamel er på sporet af de små blå væsner.
Der er tale om blanding af animation og rigtige mennesker i genfortællingen af Disneys Skønheden og Udyret. Emma Watson (kendt fra Harry Potter-filmene) har hovedrollen som Belle, der bliver spærret inde på Udyrets forheksede slot blot for at opdage en kærlig sjæl bag det hæslige ydre.

Genrefilm: Action, komedie og gys
Ferien byder også på et udvalg af genrefilm med både hurtige biler, fremtidsskildringer, danske opfindelser og originale skrækfilm.
Fast & Furious 8 fortsætter de adrenalinpumpede begivenheder, men denne gang opstår der splid i gruppen, efter en mystisk kvinde (Charlize Theron, der er ny i F&F-sammenhæng) overtaler Dom til at vende tilbage til sin kriminelle fortid. Actionfilmen er den første i serien efter Paul Walkers tragiske død under indspilningerne til 7eren.
Danske Pilou Asbæk spiller for anden gang sammen med Hollywood-stjernen Scarlett Johansson i genindspilningen af den banebrydende japanske 'Ghost in the Shell', der bygger på en tegneserie. Filmen foregår i et fremtidigt Japan, hvor cyborgen Major skal opspore en farlig kriminel og samtidig opklare mysteriet om sin herkomst.
Casper Christensen og Frank Hvam tager en pause fra Klovn-universet med Dan Dream om de danske skabere af verdens første elbil. Det er platheder og jokes under bæltestedet, som vi kender dem fra makkerparret, men i en vaskeægte 1980er-indpakning.
Gysere følger som oftest en ret slidt formel, men Get Out vender tingene på hovedet uden at glemme sit chok-hungrende kernepublikum. For den sorte Chris er det ret grænseoverskridende at møde sine ærke-hvide svigerforældre, der dog forsikrer ham om, at de ikke er racister. Men det viser sig hurtigt, at der alligevel er noget helt galt.

Verden rundt
Har man ikke lige planer om den store udlandsrejse i påsken, kan man komme Jorden rundt i biografen.
Den iranske Sælgeren modtog årets Oscar for Bedste udenlandske film, men instruktøren Asghar Farhadi nægtede i protest mod USA’s præsident Donald Trumps omstridte indrejseforbud at møde op til prisuddelingen. Den politiske handling skal ikke overskygge filmen, der handler om et pars forsøg på at bearbejde et voldsomt overfald.
Brasiliansk film har herhjemme primært været kendt for brutale Favela-fortællinger som 'City of God' og 'Tropa de Elite'. Aquarius er en anderledes afdæmpet affære om en 65-årig kvinde, der kommer i problemer med et grisk byggefirma, som forsøger at få hende smidt ud af sit mangeårige hjem.
Græske Arthina Rachel Tsangari står bag Chevalier, hvor vi kommer med på maskulint luksuskrydstogt med passagerer, der indgår i en særdeles usædvanlig selskabsleg. Ved rejsens ende vil legen determinere, hvem af besætningen, der kan kalde sig Chevalier - den bedste mand.
Sydkoreas nok mest kendte instruktør, Chan-wook Park, som skubbede grænserne for hævnfilm med 'Oldboy', er aktuel i påsken med den stilsikre thriller The Handmaiden. Filmen handler om en tjenestepige, der forsøger at få en del af familieformuen, men uventet får følelser for rigmandsdatteren.
Frankrig er også på biografprogrammet med det stort anlagte krigsdrama Dengang i maj, der foregår i en lille landsby under Anden Verdenskrig. Plottet har en fars søgen efter sin søn og en soldats forsøg på at vende hjem til sit land som omdrejningspunkt.
Den franske mesterinstruktør François Ozon står bag den bedst anmeldte film i de danske biografer i den seneste tid. Frantz foregår i kølvandet på Første Verdenskrig, hvor en ung tysk enke møder en mystisk franskmand, der besøger hendes afdøde forlovedes grav.
Endelig er der repremiere på Charlie Chaplins amerikanske drama Rampelys, der er blandt den legendariske komikers sidste store værker. Den alkoholiserede og aldrende varietéstjerne Calvero afværger en livstræt ballerinas selvmordsforsøg, og de to triste skæbner opbygger et venskab, der giver troen på livet tilbage.

Dokumentar
To dokumentarfilm er aktuelle i påsken (om end i få biografer). Werner Herzog anses for at være en af genrens største, og med Lo and Behold: Reveries of the Connected World stiller tyskeren skarpt på internettets påvirkning på det almindelige menneske og samfundet som helhed.
Danske Sami Saif taler i The Allins med den afdøde, kontroversielle punkrocker GG Allins efterladte familie, der stadig plages af fortiden. Saif har tidligere skildret dansk Melodi Grand Prix’ grand old man, Tommy Seebach.
God påske i biografen!