Årets mest ventede zombie-serie: Få første ildevarslende kig på den nye sæson
Hemmeligheden bag filmhistoriens mest chokerende slutning
Forfatteren fortæller om Donald Sutherland-filmen
Det er nok umuligt at vælge den mest chokerende afslutning i filmhistorien, men en af topkandidaterne ville uden tvivl være den vilde finale på Invasion of the Body Snatchers fra 1978.
I anledning af den triste nyhed om, at Donald Sutherland er gået bort, har vi gravet et uudgivet interview op, som vores nyhedsredaktør, Daniel Hartvig, foretog i 2019 med forfatter W.D. Richter, hvis Hollywood-CV bl.a. tæller Big Trouble in Little China, 'Dracula' (1979), 'Brubaker' (som han fik en Oscar-normering for), Stephen King-filmen 'Needful Things' og altså 'Invasion of the Body Snatchers'.
Netop sidstnævnte talte jeg længe med Richter om, og her fortalte han bl.a. historien bag den overraskende afslutning.
For det de uindviede vil vi i næste afsnit afsløre, hvad der sker i den omtalt afslutning - så er du advaret.
'Invasion of the Body Snatchers' (på dansk også kendt som 'Stjålne kroppe') følger en alien-parasit-race som prøver at overtage Jorden. Det sker ved, at en række identiske menneske-kloner udklækkes af mystiske pods - men de nye udgaver er klinisk renset for humanitet og empati.
En gruppe mennesker kommer på sporet af dette, herunder Donald Sutherlands Matthew Bennell - som vi egentlig tror klarer frisag, indtil vi i filmens dødende minutter ser ham udføre et karakteristisk skrig, som kun menneske-klonerne gør. Og dermed et vores helt og den lykkelige slutning tabt.
'Invasion of the Body Snatchers' er baseret på Jack Finneys bog af samme navn fra 1955 og fik i 1956 sin første filmversion.
W.D. Richter udviklede i samarbejde med instruktør Phil Kaufman en idé, der vil tage den oprindelige historie i en ny retning. Det skete efter et skæbnesvangert møde:
- Vi havde et fatalt møde. Jeg kan stadig se det for mig. Vi havde allerede været ude og kigge på lokations, jeg havde været med i ham i Nordcalifornien for finde den rigtige lille by med det rette mudderbad og alle de ting, vi kender fra filmen. Jeg ved ikke, hvem af os der sagde det først, men det gik op for os, at vi kæmpede med at gøre det så uhyggeligt, som det kunne blive i en lille by i 70’erne i stedet for en lille by i 50’erne.
- Så efter et eftermiddagsmøde blev vi enige om, at vi var nødt til at rykke filmen til storbyen. Til et sted, hvor der var mere anonymitet og isolation, hvor folk følte sig alene og ikke kendte deres naboer. Var usikre på tempoet i livet, og om de gjorde de rigtige ting. De havde ikke nogle lille by-værdier, og vi tænkte, at det var en meget bedre måde at vise nutidig paranoia – og et bedre mål for invasion.
Men det var kun en måned, før optagelserne egentlig skulle starte. De gik derfor til chefen for studiet, Mike Medavoy:
- Han sagde: ”Kan I holde tidsrammen og budgettet – og genskabe manuskriptet til at gøre det her på en måned?”. Vi svarede: ”Vi kan få det til at fungere, men om det vil være fuldstændig færdigt, kan vi ikke garantere”. Han sagde: ”Gør forsøget”, og det var ret generøst af en studie-chef, fordi hele processen er lige blevet vendt 180 grader på hovedet, og folk skulle kigge efter nye locations.
- Jeg begyndte at skrive som en gal – og fik et udkast klar i tide, så studiet kunne nå at give deres besyv med og ikke sige, at det var forfærdeligt – og ikke gik over budget. Så de slap os løs til at tage til San Francisco og lave filmen.
- Men det betød, at jeg fortsat skulle skrive, så min hustru og jeg tjekkede ind på et hotel i San Francisco under indspilningen af filmen, hvor jeg skulle prøve at være to-tre dage foran med manuskriptet. Så nu står du i en virkelig flydende situation, hvor du kan se, hvordan skuespillerne reagerer på hinanden, og du skriver ikke længere i et vakuum. Filmen havde sit eget momentum, og det var sådan den blev skabt.
W.D. Ritcher beskriver det som den mest unikke skrive-oplevelse i karrieren. Men især slutningen står som noget særligt - også for forfatteren selv.
Han fortæller nemlig, at de havde holdt det hemmeligt for alle under produktionen:
- Jeg havde skrevet en anden slutning. Den var ikke radikalt anderledes. Det var på samme location, men han lavede ikke sit skrig og pegede på Veronica [Cartwright, skuespiller, red.) og fik alle til at tro, at verden ville gå under. Vi frigav de to-tre sider med den rigtige slutning på den sidste dag.
- Jeg tror, at vi fortalte det til Donald. Det gjorde vi nok, fordi det havde været skørt, hvis han havde nægtet at gøre det på dagen, hvor vi skulle optage det. Så han var nok med på den. Det var ret sjovt. Alle var lamslåede. Alle troede, at det skulle ende godt – men nej, det ender ikke altid godt for alle.
Om slutningens ikonisk status i dag, siger Ritcher:
- Den trodser konventionerne om lykkelige slutninger. Alt skal nok løse sig til sidst. Ikke alle film gjorde det, men det var det studier gerne ville have. Sende publikum ud med et smil. Der er film, som virkelig skræmmer dig, ’Carrie’ er et godt eksempel.
- Du kan altid finde eksempler, men du tænker ofte, hvis vi presser den her hårdt, så er der nogen, som vil sige ”Det er for mørkt. Folk vil ikke kunne lide det”. Men jeg tror, at hvis du har kunne lide filmen op til det, så er du med på den.
Hvis du har fået lyst til at se/gense 'Invasion of the Body Snatchers', så kan den lige nu ses på Prime Video, eller lejes/købes på Apple TV+.
