Hollywood-stjerne skal genoplive aflyst Disney-genindspilning

Udset til skurkerolle
To på flugt
(© Disney)

Tidligere i 2025 valgte Disney at pause produktionen af en live-action udgave af deres populære animationsfilm To på flugt om eventyrprinsessen Rapunzel. 

Det skete på baggrund af deres kommercielle fiasko Snehvide fra foråret, men efter den succesfulde genindspilning af Lilo og Stitch i sommeren, er Disney kommet på andre tanker, og fortsætter nu produktionen af 'To på flugt'. Det skriver Deadline.

Ligesom animationsfilmen med samme navn fra 2010, vil den nye liveaction-film basere sig på Brødrene Grimms eventyr om den langhårede prinsesse Rapunzel.

Castet til filmen er endnu ikke på plads, men ifølge Deadlines kilder er Scarlett Johansson på tale til rollen som Rapunzels onde fangevogter, Mother Gothel. 

Det er stadig Michael Gracey, kendt som instruktør på The Greatest Showman, som står til at instruere Disneys genindspilning af filmen.

Rapunzel er langt fra den eneste Disney-prinsesse, som har fået sin egen liveaction-genindspilning. Udover førnævnte Snehvide, er også Askepot, Mulan, Belle og Ariel blevet vækket til live i løbet af de seneste 10 år.

Disney har også allerede løftet sløret for, at animationsfilmen om den eventyrlystne teenagepige Vaiana kommer som liveaction-film til næste sommer.

Premieredatoen for ’To på flugt’ kendes endnu ikke.

Nyeste film i biografen