Hollywood-stjerne spiller religiøs leder i opsigtsvækkende ny film: "Jeg tøvede ikke"

Sidste år gik snakken omkring filmverdenens prissæson i høj grad på storfilmen The Brutalist, der bl.a. sikrede Mona Fastvold og Brady Corbet en velfortjent Oscar-nominering for Bedste manuskript.
Duoen (der også danner par i privatlivet) står nu bag den opsigtsvækkende The Testament of Ann Lee, hvor Fastvold denne gang også sidder i instruktørstolen. Og resultatet er blevet en usædvanlig filmoplevelse baseret på den sande historie om den religiøse leder Ann Lee.
Hollywood-stjernen Amanda Seyfried står i front i rollen som grundlæggeren af den religiøse sekt kendt som Shakerne, hvor hun står som ukuelig leder, der prædiker om social lighed og fuldkommen seksuel afholdenhed - og hvor hengivenhed til Gud bl.a. sker gennem sang og dans.
Vi blev inviteret til London af Disney sidste år, hvor vi fik muligheden med at snakke med stjernen om hendes store præstation, der sidenhed sikrede hende en Golden Globe-nominering, om rollens udfordringer og om de største forskelle mellem at lave musicals som Mamma Mia! og så 'The Testament of Ann Lee'.
Se hele videointerviewet nederst.
Ann Lee tror selv, at hun er en genfødsel af Jesus på jorden, og rollen kræver foruden sang og dans også en hård emotionel præstation. Alligevel havde Seyfried ingen forbehold med at takke ja.
- Jeg tøvede ikke. Det virkede så langt fra mig at forestille mig i den her rolle fra mit eget synspunkt.

- Jeg har arbejdet hele min karriere på konstant og bevidst at skifte roller og genrer.
- Men jeg vidste også, at det bare var meget arbejde. Jeg vidste, det var en vigtig rolle, men jeg tænkte også: "Jeg ved ikke, om jeg kan træde ind i rollen som den her person i 1770'erne."
Filmskaberen Mona Fastvold var dog den helt store grund til, at stjernen alligevel hoppede ind i projektet med begge ben.
- Det var arbejde, jeg gerne ville lave, fordi jeg stolede på Mona. Og historien er virkelig unik og musikalsk.
Amanda Seyfried har flere musikalske film bag sig som førnævnte 'Mamma Mia!' og 'Les Misérables'. Hun modtog sin første Oscar-nominering i 2021 for sin birolle i 'Mank', men vil for mange nok være bedst kendt for sin spillefilmsdebut i kulthittet Mean Girls.
'The Testament of Ann Lee' følger titelkarakteren før, under og efter oprettelsen af Shake-bevægelsen i det 18. århundredes England og Amerika, hvor hun stræber efter at skabe et fredfyldt utopi.
Filmen byder bl.a. på traditionelle Shaker-salmer, genskabt som henførende bevægelsesværker med koreografi af Celia Rowlson-Hall, samt originale sange og musik af Oscar-vinderen Daniel Blumberg.
'The Testament of Ann Lee' kan ses i biografen fra den 12. marts.








