Hvad sker der hos Netflix? Aflyser endnu en serie

Efterfølgeren til 'That 70s Show' nåede aldrig sin forgængers popularitet
That 90s Show
(© Netflix / Ashton Kutcher og Mila Kunis i 'That '90s Show')

Det er måske en overdrivelse, men det føles næsten som om, at Netflix aflyser hver eneste serie, de starter. Inden for det seneste år kan vi nævne i flæng: 'Obliterated', 'Ratched', 'The Brothers Sun', 'Dead Boy Detectives' og 'My Dad The Bounty Hunter'.

Nu har Netflix så endnu engang slebet kniven, og That '90s Show er blevet aflyst.

Hvis navnet lyder lidt bekendt, er det fordi, at 'That '90s Show' har været Netflix' forsøg på en efterfølger til den populære 1990-00'er-serie 'That '70s Show'.

Men modsat sin forgænger har serien haft særdeles svært ved at skaffe nok seere til, at det kunne forsvares at holde den kørende, skriver Deadline.

Serien kæmpede med at tiltrække nok seere, og efter del 2 af sæson 2 kun opnåede 1,8 millioner visninger i sin første uge, gik det endnu værre med del 3, som slet ikke kom ind på Netflix' Top 10-liste.

Netflix forsøgte ellers virkelig at fange seernes opmærksomhed ved at skrue helt op for nostalgi-faktoren. That '70s Show-stjernerne Kurtwood Smith og Debra Jo Rupp genoptog nemlig deres roller som henholdsvis Red og Kitty Forman.

Men det var ikke nok til at redde serien.

Selv Ashton Kutcher og Mila Kunis' tilbagevenden i deres ikoniske roller som gæstestjerner formåede ikke at skabe nok omtale for serien, som nu aflyses på grund af lave seertal.

That 70s Show
(© 20th Century Fox Television / Mila Kunis og Ashton Kutcher i 'That 70s Show')

Kurtwood Smith, eller Bedstefar Red, som han spiller i serien, skriver følgende på sin Instagram-profil:

- Jeg har elsket hvert minut af at få lov til at bringe Bedstefar Red til live for jer alle. Jeg har sagt det før, men det er værd at nævne igen… denne serie havde så meget hjerte bag sig [...] Tak fordi I lod Red og Kitty, deres barnebarn, alle deres barnebarns venner og naboer, de oprindelige skuespillere fra 'That '70s Show' og alle vores vidunderlige gæsteskuespillere underholde jer i to sæsoner.

Dermed får han, meget passende, det sidste ord i sagen om, at 'That '90s Show' som blot bliver endnu en titel på en efterhånden lang liste af aflyste streaming-serier.

Læs også: Fortsættelsen til populær hitserie fra 2010'erne er aflyst: Holdt kun to sæsoner

'That '90s Show' kan streames på Netflix