Inden premieren skriver ny dansk familiefilm allerede historie

Når den danske familiefilm Krølle Bølle får premiere til februar næste år, sætter den en ny milepæl i dansk filmhistorie.
Instruktør Jan Rahbeks troldefortælling er nemlig den første danske spillefilm i hybridgenren, der kombinerer live action og computeranimation. Det kan du få en forsmag på i det nye klip, som netop er udkommet.
Se klippet nederst i artiklen.
I klippet finder vi troldene Krølle Bølle og Borra, som er draget op til overfladen fra deres hule i den bornholmske undergrund. Meget passende får de smag for flødeis, der nærmest vender op og ned på deres verden. Krølle Bølle-is er som bekendt et ikonisk produkt og forbindes med solskinsøen Bornholm.
Jan Rahbek har tidligere stået bag animerede film som Marco Macaco, men det er altså første gang, at han prøver kræfter med en såkaldt hybridfilm, som vi kender det fra amerikanske film som Garfield og Smølferne.
På rollelisten ses bl.a. Rasmus Botoft - der er kendt for 'Rytteriet', 'Badehotellet' og Madklubben - samt Ava Elisabeth Knox Martin fra den Oscar-nominerede Pigen med nålen.
Troldene får stemmer af danske skuespillere som Carl Løber Roliggaard, Ellen Hillingsø, Mille Lehfeldt og ikke mindst Kjeld Nørgaard.
Plottet beskrives af filmselskabet Scanbox Entertainment som følger:
Krølle Bølle bor trygt under jorden på Bornholm sammen med sin familie og alle de andre trolde. Her er livet fuld af flagermusflyvning, hulefester - og regler, masser af regler. Især én regel må ikke brydes: Gå ikke op til overfladen, for mennesker er farlige.
Men Krølle Bølle er en ballademager, der ikke helt forstår, hvad man skal med alle de regler. Da det pludselig buldrer oppefra, sniger han sig op mod menneskeverdenen, for at se, hvad der sker.
Lillesøster Borra følger efter, og det, der begynder som en uskyldig balladeudflugt for de to, udvikler sig hurtigt til et storslået eventyr, fyldt med farer, magi og oplevelser større end noget, Krølle Bølle nogensinde kunne drømme om!
'Krølle Bølle' har dansk biografpremiere den 5. februar 2026.








