Internationalt medie kalder ny norsk film et "elegant, smukt indrammet drama"

"Hvad er det bedste ved Norge?"
Et godt spørgsmål og samtidig starten på traileren til filmen A Human Position.
En film, der med udgangspunkt i flotte billeder, mennesketomme gader og ikke mindst knastør humor, sætter fokus på velfærdsstaten og dens funktion som en lun men samtidig kvælende dyne.
Du kan se traileren til 'A Human Position' nederst i artiklen.
I filmen følger vi den unge journalist Asta, som har en stilfærdig tilværelse med sin kæreste Live, i den smukke by Ålesund.
Asta arbejder på et virkelig ustresset lokalblad og leder efter stof til spalterne, en opgave som ikke altid er lige nem i den søvndyssende by.
Det ændrer sig dog, da hun kommer på sporet af en ny og interessant historie. Rygtet om en indvandrer, der har arbejdet 10 år på den lokale fiskefabrik, men som nu er blevet udvist.
Asta vælger at forfølge historien, men undervejs møder hun kun et velmenende og smilende bureaukrati, der forklarer, at det hele er gået lige efter bogen.
Selvom der umiddelbart er kød på historien, så har Asta problemer med at finde den rette vinkel. Dertil hjælper det ikke, at det, ligesom med så meget andet i Ålesund, ikke er noget, man går og råber højt om.
Filmen er instrueret af Anders Emblem og er hans anden spillefilm efter 'Skynd deg sakte' fra 2018. I hovedrollen som Asta finder vi Amalie Ibsen Jensen, der også spillede hovedrollen i førnævnte 'Skynd deg sakte'.
Det britiske medie The Guardian er begejstrede for filmen, og anmelderen Peter Bradshaw kalder den et "elegant, smukt indrammet drama". Bradshaw uddeler 4 ud af 5 stjerner.
'A Human Position' er månedens film i Cinemateket, hvor den kan ses fra den 7. marts.
Køb dine billetter herunder:







