J.K. Rowling i nyt angreb: Sammenligner Harry Potter-stjerne med terrororganisation
Forfatteren bag fantasy-fænomenet, Harry Potter, er nu gået i flæsket på endnu en stjerne fra den populære filmserie.
Denne gang er det den aldeles folkekære skuespiller David Tennant, der har fået Rowling til tasterne.
Tennant spillede den snu og skurkagtige Barty Crouch Jr. i den fjerde film i franchisen, Harry Potter og Flammernes Pokal, og er derudover bl.a. kendt fra populære serier som 'Doctor Who' og 'Jessica Jones'. Han er samtidig en af Storbritanniens mest åbenhjertige fortalere for transkønnedes rettigheder.
Skuespilleren - hvis barn er nonbinær - modtog en pris for sit engagement som allieret til LGBT+-miljøet ved The British LGBT Awards d. 21. juni.
Under sin takketale sagde Tennant, at han var "lidt deprimeret" over at blive givet en pris for blot at mene, at alle har ret til at "være, som de vil være og leve deres liv, som de vil leve det, så længe de ikke gør andre ondt".
Han revsede i samme ombæring den konservative britiske politiker Kemi Badenoch, en af de mest anti-trans ledere i landet, som han sagde skulle "hold sin kæft”. Han tilføjede, at Pride handler om "sund fornuft" og "menneskelig anstændighed".
Disse kommentarer faldt Rowling for brystet, der på det sociale medie X, stemplede Tennant som en del af et ”Køns-Taliban”.
Hun uddybede sine ytringer senere i et separat X-opslag:
- Denne mand taler om de voldtægtsoverlevere, der ønsker udelukkende kvindelig pleje, de sygeplejersker der i øjeblikket sagsøger deres sundhedsinstitut for at få dem til at skifte tøj foran en mand, de piger og kvinder der mister sportsmuligheder til mænd, og de kvinder der bliver fængslet sammen med dømte seksualforbrydere.
Opslagene er blot de nyste i en lang række transkritiske udtalelser fra den succesrige forfatter, der også har krydset verbale klinger med flere andre af stjernerne fra filmene baseret på hendes bøger.
I slutningen af april åbnede Daniel Radcliffe, der spillede titelrollen i filmserien, op for The Atlantic i et interview om Rowlings anti-trans synspunkter og hans eget arbejde for LGBTQ+-rettigheder, herunder med LGBTQ+-ungdomsorganisationen The Trevor Project.
Siden da har en ordudveksling fortsat mellem de to personer gennem medierne, hvor også Radcliffes skuespilkollega fra 'Harry Potter', Emma Watson, er blevet kritiseret af Rowling for at tage afstand fra forfatterens kontroversielle synspunkter.
Rowling skal fungere som executive producer på HBO’s kommende Harry Potter-serie, hvor det for nyligt blev annonceret, at det bliver Mark Mylod og Francesca Gardiner, der begge har arbejdet på hitserien 'Succession', som skal være henholdsvis instruktør og forfatter/showrunner på projektet.