Kærlighed, tørke og overtro: Du har helt sikkert ikke set en film som denne før
Hvor mange senegalesiske film har du set? Og hvis du har set en eller flere før, har du formentlig stadig ikke set en som Hvisken i støvet.
Den afrikanske film er lige nu biografaktuel i Danmark og giver dermed et sjældent indblik i livet langt væk fra Europa og USA.
Se billeder og trailer til 'Hvisken i støvet' nederst i artiklen.
Filmen havde sin verdenspremiere på Cannes-festivalen i 2023, hvor den konkurrerede om hovedprisen Guldpalmen mod bl.a. Frit fald og The Zone of Interest.
En stor bedrift af en film fra et kontinent, hvis film ofte overses i den vestlige verden, og instrueret af en debuterende filmskaber ved navn Ramata-Toulaye Sy.
En af de ting, som kritikerne i Cannes lagde vægt på i deres overordnet set positive anmeldelser af filmen, var dens evne til at sidestille barske realiteter og romantik mellem hovedrolleparret Banel (Khady Mane) og Adama (Mamadou Diallo) med et drømmende, allegorisk plot, hvor religiøsitet, overtro og fastgroede traditioner spiller en stor rolle.
Da filmen havde premiere i Danmark i sidste uge, var flere anmeldere hurtige til at rose det personlige præg, der taler direkte til hjertet. Kritikerne skrev anmelderne bl.a.:
- "Senegalesiske 'Hvisken i støvet' serverer en klassisk fortælling om unge elskendes kamp mod konventionerne i en fascinerende, dvælende og undertiden surrealistisk indpakning." (5 ud af 6 stjerner, Soundvenue, Morten Kildebæk)
- "[Ramata-Toulaye Sy, red.] vandt ingen priser i Cannes, men hun vandt en masse hjerter. Også mit." (5 ud af 6 stjerner, Politiken, Nanna Frank Rasmussen)
- "En højt personlig film, der mere fremstår som et digt end en historie. Den taler til sanserne og til lysten til at smage på detaljerne. Til at dufte og røre ved det Afrika, vi alt for sjældent får mulighed for at se på film." (4 ud af 6 stjerner, Kristeligt Dagblad, Per Juul Carlsen)
"'Hvisken i Støvet' viser, hvordan vi alle bare er mennesker med de samme håb og drømme. Om vi bor i København eller i en landsby i det østlige Senegal. Det er værd at gå i biografen og opleve." (4 ud af 6 stjerner, Børsen, Michael Solgaard)
Handlingen udspiller sig i en lille landsby i det nordlige Senegal, hvor det unge par, Banel og Adama, lever i samhørighed.
Hvis Banel fik lov at bestemme, ville de være fuldstændig uadskillelige. Men Adama står foran vigtige beslutninger.
Hidtil har han standhaftigt nægtet at følge i sin ældre brors fodspor som leder af landsbyen, men da alvorlig tørke, sygdom og død rammer deres samfund, begynder Adama at tvivle. Er det i virkeligheden hans svigt, der forårsagede vanskelighederne?
Tvivlen driver en kile ned mellem de unge elskende og bringer Banel endnu mere på kant med resten af landsbyen. Kærligheden driver hende snart videre ud i vanvid og desperation.
'Hvisken i støvet' er aktuel i biografen. Køb dine billetter her på kino.dk: