Legendarisk filmkomponist laver musik til Harry Potter-serie

Når man tænker på de mest ikoniske filmkomponister i historien, vil John Williams nok toppe manges lister. Men den yngre Hans Zimmer er bestemt også elsket af filmfans verden over.
Derfor er det kun passende, at det netop er komponisten Hans Zimmer, der nu skal stå for musikken til den kommende Harry Potter-serie på HBO Max - en franchise, hvor John Williams' musik til de tre første film er blevet synonym med lyden af den magiske verden.
Hans Zimmers bagkatalog omfatter over 500 projekter, der tilsammen har indtjent mere end 28 milliarder dollars i biografindtægter.
Hans musik til bl.a. Løvernes Konge og Dune har vundet Oscars - og han har desuden modtaget tre Golden Globe Awards, fem Grammy Awards og en BAFTA.
Det er svært at undgå hans arbejde, som strækker sig fra Pirates of the Caribbean-serien, 'Black Hawk Down' og 'Inception' til 'No Time to Die', 'Interstellar' og 'Top Gun: Maverick' med mange mange flere.

Men Hans Zimmer skal ikke svinge med tryllestaven - eller taktstokken - alene, da han vil arbejde sammen med Kara Talve og Anže Rozman fra Bleeding Fingers Music, der er en Emmy-vindende gruppe af musikere, som han selv var med til at stifte.
Den ikoniske komponist fortæller følgende i en pressemeddelelse:
- Harry Potters musikalske arv er et referencepunkt for komponister overalt, og vi er beærede over at blive en del af et så bemærkelsesværdigt team på et projekt af denne størrelse.
Det lyder videre:
- Ansvarsfølelsen er noget, som jeg, Kara Talve og Anže Rozman tager meget alvorligt. Magien er omkring os, ofte lige uden for rækkevidde, men som i Harry Potters verden skal man blot lede efter den. Med dette score håber vi at bringe publikum en smule tættere på den, samtidig med at vi ærer det, der er kommet før.
Optagelserne til HBO's Harry Potter-serie begyndte sidste år - og os fans har fået flere glimt fra optagelserne, herunder nye scener, som ikke stammer fra de tidligere film eller bøger.
Blandt de fremtrædende skuespillere i serien finder man John Lithgow som Albus Dumbledore og Paapa Essiedu som Severus Snape.
Sherlock-skuespilleren Louise Brealey er blevet spottet i rollen som Quidditch-underviseren Madam Hooch, mens Game of Thrones-skuespilleren Anton Lesser spiller den legendariske tryllestavsproducent Garrick Ollivander.
Det forventes, at vi igen kan stige på Hogwarts-ekspressen i begyndelsen af 2027 med en sæson på otte afsnit.
De følgende sæsoner vil hver især følge en af Harry Potter-bøgerne, hvorfor serien forventes at strække sig over det meste af det næste årti.







