Legendarisk instruktør fremhæver dansk film blandt sine favoritter

Det danske mesterværk er fra 1964
Eastern Promisis
(© Focus Features)

David Cronenberg har allerede opnået status som levende legende. Instruktøren spillefilmsdebutede i 1975 med parasitfilmen 'Shivers', og siden er det blevet til utal af elskede værker fra Videodrome, The Fly og 'Dead Ringers' til Crash, A History of Violence og Eastern Promises. De to sidstnævnte med Viggo Mortensen i glansroller.

Instruktøren associeres i høj grad med body horror-genren, hvor kroppen og dens forfald er i centrum. En gyser-subgenre som Cronenberg nærmest er blevet synonym med – selvom flere af hans værker ikke dyrker det blodige og grusomme i samme omfang.

Cronenberg er denne måneds gæst hos LaCinetek, hvor filmskabere deler listen med deres egne favorit værker - og canadierens baggrund som gyserinstruktør stikker tydeligt ud.

Således gemmer listen på titler som Motorsavsmassakren, Night of the Living Dead, Psycho og The Wicker Man. Men film som fx den utraditionelle western 'McCabe & Mrs. Miller', den franske nybølge-film 'Week-end' og Frederico Fellinis kunstfilm La Dolce Vita optræder også.

Mest interessant for os på disse breddegrader er måske, at en dansk titel også har fundet vej til Cronenbergs favoritfilm.

Nemlig Carl Th. Dreyers Gertrud fra 1964, der fik en blandet modtagelse i samtiden, men i dag betragtes som en af den danske instruktørs store værker.

Filmen følger titelrollen, der ser tilbage på sit liv - og især hendes forhold til tre mænd - og hvordan hun valgte selvstændigheden.

Det blev Dreyers sidste film, og det sort-hvide værk er især bemærkelsesværdigt for sine såkaldte long-takes, hvor af et af dem er på hele ti minutter.

På rollelisten optræder bl.a. Nina Pens, Bendt Rohde, Ebbe Rode, Baard Owe, Axel Strøbye og Lars Knutzon.

Udover Cronenberg har bl.a. Martin Scorsese tidligere ligeledes fremhævet ’Gertrud’ overfor LaCinetek.

Den canadiske instruktør er stadig aktiv. Senere i år er der premiere på hans næste film ’The Shrouds’. En eventuel dansk biografpremiere afventes. 

Skulle man selv have lyst til at se 'Getrud', så kan den ses på Blockbuster.dk, SF Anytime og Filmstriben.

Nyeste film i biografen