Må man græde i biografen? Hollywood-stjerne siger "ja"

Kvinde havde følt sig nødsaget til at undskylde for gråd
We Live in Time
(© Scanbox)

At en film kan være rørende, eller decideret knusende, er der næppe nogen tvivl om. Vi husker alle scener i The Notebook, Titanic og Løvernes Konge, der får tårerne til at trille.

Men i USA græd en kvinde så meget, at hun følte sig nødsaget til at undskylde overfor sine medgæster i biografen, efter hun havde set det romantiske drama We Live in Time

I et interview med The Guardian blev den ene af filmens hovedroller, Andrew Garfield, konfronteret med situationen, og ifølge Spider-Man-stjernen havde kvinden intet at undskylde for. Og han ærgrer sig over, at nogen kan føle skam over at udvise følelser i biografen. Han fremhæver specifikt hjemlandet Storbritannien som et sted, hvor det i særdeles er dårlig stil at vise følelser:

- At nogen ville føle, at de skulle sige undskyld for at vise, hvad de føler, det taler ind i en kulturel ting, vi har, i særdeleshed her i UK, hvor udtrykte følelser bliver dømt upassende eller skamfulde, fortæller Andrew Garfield til The Guardian (via Deadline).

'We Live in Time' har da også flere ganske rørende scener, hvor skuespillerne Florence Pugh og Andrew Garfield gennem deres troværdige kemi skildrer et parforholds op- og nedture.

Da Almut (Pugh) rammer Tobias (Garfield) med sin bil, bliver det starten på en kærlighedshistorie, der strækker sig over mange år. Fra de forelsker sig, bliver en familie og ultimativt til de står overfor en livsændrende realitet, der ryster deres fundament. 

'We Live in Time' kan ses i enkelte biografer og er en del af Biografklub Danmarks program.

Køb billetter

Nyeste film i biografen