Nu kommer filmen om Robbie Williams – og han skal spilles af en computeranimeret abe!
De seneste år har man kunnet opleve en række succesfulde biografiske film om musik-ikoner som bl.a. Freddie Mercury og Elton John i henholdsvis Bohemian Rhapsody og Rocketman. Nu skriver Deadline, at der arbejdes på en biografisk film om popidolet Robbie Williams.
Det er The Greatest Showman-instruktøren Michael Gracey, der skal instruere filmen, som siges at skulle følge Robbie Williams fra opstarten af hans karriere som en del af det storsælgende boyband Take That og hans efterfølgende stjernestatus som soloartist.
Til trods for dette forudsigelige omdrejningspunkt for filmens handling, tegner sig dog et billede af et ret alternativt portræt af den britiske musiker. Han skal nemlig skildres af en computeranimeret abe!
Nej, det er ikke en joke. I dette bizarre og meget dyre projekt skal en syngende CGI-animeret abe bruges til at portrættere den nu 47-årige stjerne.
Filmen forventes, på trods af denne nyhed, at være en forholdsvis ligefrem fortælling om hans liv og karriere, og de dæmoner, der har fulgt med et livet i rampelyset.
Gracey er i øjeblikket på udkig efter finansiering til dette besynderlige projekt med den nuværende titel ’Better Man’, der beskrives som en coming-of-age-fortælling blandet med overnaturlige og musikalske elementer.
Robbie Williams-filmen har ingen officiel titel eller premieredato.