Nyt biograf-abonnement skal få unge danskere mere i biffen

Cineville kan være på vej til Danmark
Billede
(© Don Jon / Voltage Pictures)

Et nyt biografabonnement med fri adgang til en lang række danske arthouse-biografer kan være på vej til Danmark. Konceptet hedder Cineville og fungerer således, at for en fast månedlig pris får man adgang til alle film i de deltagende biografer.

Nu har projektet modtaget støtte fra det europæiske biografnetværk Europa Cinemas, som skal hjælpe de danske biografer med at udvikle ordningen, der især har til formål at få flere unge tilbage i biograferne.

Bag initiativet står Artcinema-foreningen i samarbejde med blandt andre Grand Teatret og Empire Bio i København samt en række arthouse-biografer fra hele landet. 

- Støtten fra Europa Cinemas er en vigtig anerkendelse af projektets potentiale og gør det muligt for os at videreudvikle modellen i en dansk kontekst, udtaler biografdirektør Mette
Schramm fra Empire Bio i en pressemeddelelse.

Cineville blev oprindeligt lanceret i Holland tilbage i 2009 og findes ellers i lande som Belgien, Tyskland, Østrig og Sverige. Her har ordningen især haft succes med at få unge voksne til at gå oftere i biografen - også til europæiske film og mindre mainstream-titler.

Ordningen har i dag omkring 158.000 medlemmer på tværs af Europa, og i flere af landene er hele 68 procent af medlemmerne under 35 år.

Baggrunden for projektet er blandt andet, at unge i dag går markant mindre i biografen end tidligere. Ifølge en undersøgelse sidste år fra Det Danske Filminstitut er unge mellem 15-25 års biograffrekvens næsten halveret siden 2012. 

Især pris, streamingtjenesternes fleksibilitet og ændrede vaner efter pandemien har gjort det sværere for biograferne at fastholde de unge biografgængere, som historisk har været den største og vigtigste målgruppe.

Projektet arbejder nu videre med at finde en teknisk løsning og skabe en bæredygtig finansieringsmodel, der passer til den danske filmbranche.

Cineville Danmark modtog allerede i december 2025 udviklingsstøtte fra Det Danske Filminstitut og Biografklub Danmark Fonden til den indledende fase af projektet.

De tilknyttede biografer er:

Hvornår – eller om – det danske Cineville-abonnement bliver en realitet, vides endnu ikke. Men ambitionen er, at biografen igen skal være en naturlig del af unges kultur- og fritidsliv.

Cineville
Cineville Danmark (© Artcinema-foreningen)

Nyeste film i biografen