Nyt i biografen: Disse 15 film glæder danskerne sig mest til i efteråret

Mest ventede ifølge brugerne
Bastarden
(© Bastarden / Henrik Ohsten & Nordisk Film)

Efteråret i biograferne står for døren, og der er heldigvis masser af film at se frem til. Og det gør brugerne på kino.dk, der har stemt på deres mest ventede titler inde på filmenes sider.

Listen består af alt fra makabre gysere, eksplosive action-brag og danske værker til familieunderholdning og politiske biografier.

Kun film med over 50 stemmer er med på listen, så hvis den film, DU glæder dig mest til, ikke er med, så giv den gerne en stemme på filmens profil.

Vi har i øvrigt samlet alle de mest ventede film på kino.dk på denne side, så du altid kan følge med i, hvad brugerne glæder sig mest til.

Herunder er efterårets 15 mest ventede film ifølge brugerne her på kino.dk:

15. Captain Marvel 2: The Marvels - premiere den 9. november

Efterfølgeren til Captain Marvel om piloten Carol Danvers, som er en af de mest magtfulde helte i Marvels superhelteunivers.

I den nye film får Denvers selskab af Kamala Khan aka Ms. Marvel, som blev introduceret i sin egen MCU-serie i 2021. Ligesom, at SWORD-agenten Monica Rembeau - datter af Maria Rembeau fra den første film - fra tv-serien 'WandaVision' også vil være med.

 

14. Killers of the Flower Moon - premiere den 19. oktober

Vi befinder os i 1920'erne, hvor flere medlemmer af Osage-stammen i USA bliver myrdet under mystiske omstændigheder.

Begivenheden sætter gang i en stor FBI-undersøgelse, der involverer J. Edgar Hoover.

Western-filmen er instrueret af Martin Scorsese og på rollelisten ses både Leonardo DiCaprio og Robert De Niro.

13. Trolls 3: Sammen igen - premiere den 12. oktober

Efter to film fyldt med venskab, glimmer og en masse flirt er Poppy og Branch nu officielt, endelig, et par! Efterhånden som de lærer hinanden at kende, opdager Poppy, at Branch har en hemmelig fortid som medlem af hendes yndlings boyband - fænomenet BroZone - med de fire brødre: Floyd, John Dory, Spruce og Clay.

BroZone gik - ligesom familien - i opløsning, da Branch stadig var en baby, og Branch har ikke set sine brødre siden. 

Figurerne er, ligesom i de to forgående film Trolls og Trolls på verdensturné, baseret på de danske Gjøl-trolde, som Thomas Dam skabte i 1959.

 

12. Expend4bles - premiere den 21. september

Bevæbnet med ethvert våben, de kan komme i nærheden af, og med de rette evner til at bruge dem, er The Expendables verdens sidste forsvar, og holdet bliver tilkaldt, når alle andre muligheder er udtømt. Men nye holdmedlemmer med nye stilarter og taktikker kommer til at give begrebet "nyt blod" en helt ny mening.

Det fjerde kapitel i action-franchisen, som startede med The Expendables i 2010, har Sylvester Stallone, Jason Statham og Dolph Lundgren blandt de tilbagevendende kræfter, mens bl.a. Megan Fox, Tony Jaa og Andy Garcia tilslutter sig filmserien.

'Bastarden'
Bastarden (© Foto: Henrik Ohsten / Nordisk Film)

11. Bastarden - premiere den 5. oktober

'Bastarden' er den første dansksprogede film fra instruktøren Nikolaj Arcel siden den yderst succesfulde En kongelige affære. I hovedrollerne ses Mads Mikkelsen og Amanda Collin.

I 1755 er det Frederik 5's største ønske at kolonisere og civilisere den jyske hede. Derfor begiver den fattige kaptajn Ludvig Kahlen sig afsted for at opdyrke heden.

Det viser sig dog at være en større udfordring, da jorden er gold, og både ulve og lovløse hærger landet. Han får sig desuden hurtigt en fjende i den frygtindgydende godsejer Frederik de Schinkel, der forsøger at tvinge Kahlen væk.

 

10. The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes - premiere den 16. november

Den 10. mest ventede film er en prequel til The Hunger Games-filmene med Jennifer Lawrence, der bl.a. tæller The Hunger Games i 2012 og efterfølgeren The Hunger Games: Catching Fire fra 2013.

Forhistorien er filmatiseringen af den originale Hunger Games-forfatter Suzanne Collins’ bog af samme navn fra 2020.

Den kun 18-årige Coriolanus Snow, der senere hen skulle blive den tyranniske leder af Panem, står i en afgørende situation for at redde sin families ære og økonomi, og det går hurtigt op for ham, at han får brug for Lucy Baird for at klare opgaven.

9. Golda - premiere den 7. september

Filmen begynder den 6. oktober 1973 på Isaels helligste dag og under ramadanen, hvor en koalition af styrker fra Egypten og Syrien indleder et overraskelsesangreb på Sinai-halvøen og Golanhøjderne. 

Golda Meir (Helen Mirren) befinder sig fra den ene dag til den anden i et højspændt kapløb med tiden. Millioner af liv er på spil på begge sider af konflikten, mens Golda tynges af svære politiske beslutninger og en sygdom, som hun forsøger at fortrænge. 

Frustreret over de interne stridigheder i hendes udelukkende mandlige kabinet, må Golda som ene kvinde lede sin nation gennem en utrolig usikker tid. En tid, der senere blev kendt som Yom Kippur-krigen.

 

8. Synkefri - premiere den 30. november

Det danske drama bygger på virkelige begivenheder, der fandt sted i Hirtshals i 1981, hvor ni mænd fra en fiskekutter og redningsbåd mistede livet i et voldsomt skibsforlis.

Da myndighederne placerer ansvaret for ulykken hos styrmanden på båden, sætter hans 17-årige søn Henrik, spillet af Smuk-skuespilleren Sylvester Byder, sig for at efterforske ulykkens egentlige årsag for at rense sin fars navn.

I sin jagt på sandheden skal Henrik kæmpe mod byens fiskere, som frygter, at ulykken vil koste arbejdspladser, og mod myndighederne, der for alt i verden vil undgå en offentlig skandale. Alt imens truer sorgen med at splitte Henriks familie. 

The Nun 2
The Nun 2 (© Warner Bros.)

7. The Nun 2 - premiere den 7. september

Opfølgeren til den populære gyserfilm The Nun fra 2018, der blev den bedst sælgende film i The Conjuring-universet, som begyndte i 2013 med Nattens dæmoner. Filmen gav forhistorien til den dæmoniske nonne fra Nattens dæmoner 2

'The Nun 2' foregår i 1956 i Frankrig. En præst bliver myrdet, og en ondskab breder sig. Søster Irene står igen ansigt til ansigt med dæmonnonnen Valak.

Filmen er instrueret af Michael Chaves, som har instrueret filmene The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It og The Curse of La Llorona, som udspiller sig i samme univers.

 

6. Paw Patrol 2 - Superfilmen - premiere den 28. september

Paw Patrol: Filmen fra 2021 var den første biograffilm om de modige hunde kendt fra tv-serien 'Paw Patrol'. Nu kommer efterfølgeren.

Denne gang lander et magisk meteorstyrt i Adventure City, hvilket giver PAW Patrol-hvalpene superkræfter og forvandler dem til The Mighty Pups. 

'Napoleon'
Napoleon (© 'Napoleon' / Apple)

5. Napoleon - premiere den 23. november

I det historiske epos 'Napoleon' kan man se den Oscar-vindende skuespiller Joaquin Phoenix i rollen som Napoleon Bonaparte. 

Filmen instrueres af den anerkendte filminstruktør Ridley Scott, der står bag film som Alien, Blade Runner og House of Gucci.

'Napoleon' markerer en genforening mellem Scott og Phoenix, der sidst arbejdede sammen på filmen Gladiator, der sikrede Phoenix sin første Oscar-nominering. 

 

4. Mordet i Venedig - premiere den 14. september

Mesterdetektiven Hercule Poirot er tilbage for at opklare endnu et mysterie. Handlingen udspiller sig denne gang i Venedig efter 2. verdenskrig, hvor en pensioneret Poirot pludselig befinder sig på et hjemsøgt palæ, hvor et mord finder sted.

Krimidramaet er, som sine to forgængere, baseret på en bog af Agatha Christie og instrueret af Kenneth Branagh, der også for tredje gang kan ses i rollen som den kendte belgiske detektiv med det karakteristiske overskæg.

 

3. Saw X - premiere den 28. september

Selvom der er tale om det 10. kapitel i den populære, morderiske Saw-filmserie, så vil den nye gyser udspille sig mellem den første 'Saw' og 'Saw II', hvor John Kramer aka Jigsaw stadig er i live. I et desperat forsøg på at kurere sin uhelbredelige kræft rejser Kramer til Mexico, hvor et firma har lovet en mirakelløsning. 

Men da Kramer finder ud af, at det hele er en fidus for at lokke penge ud af uskyldige, dødeligt syge mennesker, planlægger han et grusomt spil for at få en blodig hævn.

After Everything
After Everything (© Nordisk Film)

2. After Everything - premiere den 14. september

Ungdomsfilmen 'After Everything' er den femte film i serien om den uskyldige Tessa og den mystiske Hardin, som begyndte med fanfiction-filmatiseringen After i 2019.

'After Everything' handler om Hardin, der kæmper med at få ordene til sin næste bog ned på papiret, da Tessa bliver ved med at spøge i hans tanker. Presset fra hans bogforlag og familie vokser, så Hardin beslutter sig for at opsøge en gammel ven i Portugal. Her møder vi for første gang Natalie.

 

1. Five Nights at Freddy's - premiere den 26. oktober

En filmatisering af det populære computerspil af samme navn, der tydeligvis har masser af fans og lige nu er den mest ventede film i efteråret.

Det oprindelige spil udkom i 2014 og blev hurtigt populært. Det affødte da også op til flere fortsættelser samt store mængder af merchandise.

I spillet - som i filmen - følger man en nattevagt på restauranten Freddy Fazbear's Pizza, der viser sig at huse en række maskotter, der kommer dødbringende til live om natten.

Anbefalet til dig