Officielt: Steven Spielberg laver efterfølger til ikonisk 80'er-film

I sidste måned kunne vi berette, at både 'Gremlins 3' og 'Goonies 2' var to nye projekter, som Warner Bros. arbejdede på at realisere.
Nu er der så nyt om 'Goonies 2', og der er officielt sat gang i processen. I fredags hyrede man således Potsy Ponciroli (Old Henry) til at skrive manuskriptet til den ventede fortsættelse. Det skriver Variety.
Det er Amblin Entertainment, som står bag filmen. Således vil Steven Spielberg indgå som producer på projektet sammen med bl.a. Chris Columbus, der skrev den første film.
Instruktøren af The Goonies, Richard Donner, arbejdede i flere år før sin død på en efterfølger, som han ikke kun nå at realisere. Hvor mange af disse ideer, der vil indgå i 2'eren er uvist. Vi ved dog, at hans enke, X-Men-produceren Lauren Shuler Donner, vil være tilknyttet som executive producer.
I år kan filmen, der fik premiere i 1985, fejrer sit 40-års jubilæum - og filmen har haft en fast fanskare fra premieren, hvor den blev en succes ved billetlugerne.
Josh Brolin, Sean Astin, Corey Feldman, Ke Huy Quan og Martha Plimpton udgjorde gruppen af børn fra den første film, der finder et gammelt skattekort.
De fleste af skuespillerne fra det oprindelige hold har i årenes løb udtrykt interesse i at vende tilbage. Der er dog intet officielt meldt ud vedrørende hverken rolleliste eller instruktørposten endnu.