Danskerne strømmer i biografen: 'Avatar 3' får årets største åbning for en udenlandsk film
James Cameron ved godt, hvordan man laver populære film. Instruktøren har flere af verdens bedst indtjenende film nogensinde på cv’et med Titanic og de to første Avatar-film.
Nu er han tilbage med den tredje film om de blå Na-vi’er i Pandoras kulørte verden, Avatar: Fire and Ash, og filmen er på blot fem dage blevet set af hele 103.345 danskere. Det gør Camerons science fiction-eventyr til den udenlandske film med den største åbningsweekend i biograferne herhjemme.
Globalt har 'Avatar: Fire and Ash' omsat for 345 mio. dollars ved billetlugerne, hvilket er den tredje største globale åbning i 2025. Den største står Zootropolis 2 for, der åbnede med hele 560,3 mio. dollars i sin første weekend, hvilket samtidig er den 4. største åbningsweekend nogensinde.
Men Avatar-film har aldrig været blandt de mest spektakulære i deres første weekender, og hverken etteren Avatar fra 2009 eller efterfølgeren Way of Water fra 2021 brød rekorder. Det gjorde de til gengæld i deres endelige billetindtægter, som nåede op på hhv. 2,9 mia. og 2,3 mia. dollars.
Spektakulære er Avatar-filmene til gengæld, når det kommer til det visuelle, og 'Avatar: Fire and Ash' bliver ligesom forgængerne vist i 3D og er derved en af de få nye film, som holder fast i formatet.
'Avatar: Fire and Ash' følger igen Jake Sully, Neytiri og deres familie blot to uger efter afslutningen på handlingen i 'The Way of Water'. Både nye og velkendte farer lurer, når den nye ild-fjende slår sig sammen med Oberst Miles Quaritch.
Sam Worthington og Zoe Saldaña vender tilbage sammen med bl.a. Sigourney Weaver, Stephen Lang og Kate Winslet, mens Oona Chaplin tilføjes rollelisten som lederen af Aske-folket, Verang.
'Avatar: Fire and Ash' er aktuel i biograferne.