Premiere i denne uge: Ny unik film er en malerisk biografoplevelse
Forbered dig på en visuelt imponerende og dramatisk stærk biografoplevelse, når det animerede drama Bønderne indtager de danske biografer fra den 8. august.
Fortællingen udspiller sig i starten af 1900-tallet i en polsk landsby, hvor vi møder den unge kvinde Jagna, der kommer fra almuestanden.
Hun stikker ud i det lille konservative bondesamfund, da hun er fast besluttet på at gå egne veje i livet.
Det er imidlertid ikke nemt at bryde med de fastgroede traditioner og værdibundne fællesskaber, som er dybt forankret på tværs af samfundsmæssige skel.
En grim sladder om Jagna går således snart i landsbyen, hvilket ikke gør hendes allerede hårde liv lettere. Så hvad stiller den unge kvinde nu op med sine drømme og de hårde konsekvenser, de afføder?
Det er det dramatiske hjerte i en film, der samtidig beskriver det møjsommelige liv på landet, hvor kvinder bliver gift væk mod deres vilje og i det hele taget ikke har meget at skulle have sagt i det patriarkalske samfund.
Selvom filmen udspiller sig for mere end 100 år siden, er dramaets historie og tematikker som bl.a. passion, kærlighed og udlængsel lige stærke den dag i dag.
Filmen er instrueret af DK Welchman og Hugh Welchman, der skabte sensation i 2017 med verdens første oliemalede film i form af den Oscar-nominerede Loving Vincent, der handlede om kunstneren Vincent van Goghs liv.
'Bønderne' er ligeledes først optaget som live-action og herefter oliemalet til levende billeder med omkring 130.000 malerier med inspiration fra over 30 polske malere fra perioden sidst i 1800-tallet.
Filmmagasinet Ekko har set filmen, der bl.a. får disse ord med på vejen:
- Dermed bliver 'Bønderne' en imponerende demonstration af, hvor langt Welchman-parret er kommet med deres kunstneriske projekt - og et vidnesbyrd om animationens besjælende kraft.
Niels Harpøth giver 5 ud af 6 stjerner i anmeldelsen.
Udgangspunktet for filmens stærke og gribende fortælling finder man i den polske forfatter Władysław Stanisław Reymonts Nobelpris-vindende roman af samme navn.