Prisvindende instruktør har lavet ny, personlig film: "Jeg vil ikke spille sikkert"

Interview med Hlynur Pálmason om 'The Love That Remains'

Den islandske instruktør Hlynur Pálmason er kendt for sine smukke og dystre dramaer som Vinterbrødre og Vanskabte land, som har indbragt ham adskillige priser på filmfestivaler og uddelinger rundt omkring i verden. Men med sin nye film The Love That Remains går han nye veje.

Filmen indeholder nemlig en mere munter, ofte humoristisk tone, end vi er vant til fra Pálmason, og samtidig fremstår den som en af instruktørens mest personlige film. Ligeledes indeholder den de særkender, som filmskaberen er kendt for med de naturskønne optagelser af islandsk natur og karakterer, der præges heraf.

Kino.dk mødte den 41-årige filmskaber under filmfestivalen i Cannes sidste år, hvor han fortalte om sin tilgang til 'The Love That Remains' og sin filmkunst i øvrigt. Man fornemmer hurtigt, at hans tilgang er anderledes end andre instruktører. Da han bliver spurgt til baggrunden for filmen, er svaret dybt og eftertænksomt:

Det handler om at undersøge ting. Og følge ledetråde og ting som jeg finder interessant. Og jeg mener det, hvis det er fjollet, så er det fjollet. Hvis det er brutalt, så er det brutalt. Jeg prøver bare at gøre det, jeg føler er stimulerende, og jeg er tiltrukket af.

Jeg elsker virkelig at udforske. Jeg elsker virkelig at fokusere på vejret og sæsonerne, og hvordan tingene forandrer sig. De mørke sider og de lyse sider af mennesker. Med den her film ville jeg gerne se på en mand og en kvinde. Men jeg undersøger også, hvad der er omkring dem. Der er børn og dyr, altså hunden. Jeg forsøgte at finde ud af, hvad de her ting er, og jeg forsøgte at simplificere tingene.

Det ser ud som et meget personligt film. Hvor meget inspiration kom fra din egen barndom og dit eget liv?

Ja, det er det. Det føles også personligt for mig, fordi det er mine omgivelser. Det er i stedet, hvor jeg bor nu. Og mange af de mennesker, som skriver, er mennesker, der bor i byen og mine venner. Det første billede, du ser i filmen, af taget, der bliver hevet af, var filmet i 2017, så det er lang tid siden. Det er et gammelt atelier, som jeg brugte, ved frisøren faktisk.

Filmen begyndte meget fragmenteret og bare med billeder, som jeg lavede. Vi købte et filmkamera, og så havde jeg den i bilen. Og så filmede jeg tingene, jeg så. Hvis stjernerne er på en eller anden måde, så filmer jeg dem. Hvis min hund gør noget, så filmer jeg det. Så sætter jeg filmrullerne sammen, og sender dem til Sverige, hvor de fremkalder dem.

Så ser jeg materialet uden lyd, fordi det ikke er synkroniseret, og så reagerer jeg på det. Hvad vil det her materiale ønske? Hvordan stimulerer det mig? Og så skriver jeg, hvad jeg synes, at historien er, og hvordan jeg synes, at den udfører sig.

Det er dine børn, der er med i filmen. De er nu foreviget - du har dem for evigt i den alder nu.

Ja, og det var en af grundene til, at jeg gjorde det. Fordi tiden går virkelig, virkelig, virkelig stærkt. Og det føles, som om det går hurtigere hvert år. Og jeg tror, at den mest værdifulde ting overhovedet er tid. Fordi du har en begrænset mængde tid på denne planet og en begrænset mængde tid med dine børn, før de forlader reden og begynder deres eget liv. Og på en måde bliver vi skygger for vores børn. Jeg har set mine børn vokse meget hurtigt, så det ville jeg gerne fange på film. Den følelse af tiden, som går.

I den her film er der en historie med børnene, der bygger en figur. Jeg startede med at skabe det for tre år siden. Al den tid med børnene, hvor jeg optager det, tænker jeg på børnene. Jeg gør noget fysisk, og ved at gøre det, kommer jeg dybere ind i projektet. Og jeg bruger tid med projektet. Det er det, jeg har gjort de seneste par år. For hvordan kan jeg lave film, som en kunstner laver malerier? Han går i atelieret hver dag og laver et maleri. Jeg kan ikke lide at lave en film, hvor jeg er alene i tre år og så pludselig har folk omkring mig i to måneder og filmer det. Jeg kan ikke lide den proces. Jeg kan lide at være i det konstant. Det er sådan, jeg kan lide at arbejde.

Når du får en ide, hvornår ved du så, at den også skal laves til en film?

Nogle gange ved jeg ikke, om det er en maleriserie, eller en spillefilm eller en kortfilm. Jeg begynder bare med at samle ting, der skaber en speciel følelse. Som fx med denne her var det meget om familie. Jeg tog mange forskellige ting og satte dem i den samme mappe. Men jeg tror faktisk, at jeg begyndte at skrive den, da jeg lavede kortfilmen 'Nest'. Der ser vi tre sønner bygge et træhus sammen. Så jeg begyndte at tænke på, hvad deres forældre gør. Hvad er situationen i familien? Hvad sker der udenfor billedet?

Har du nogle filmforbilleder? Her tænker jeg fx, at din humor og måde at skabe billeder minder om Roy Andersson.

Jeg elsker Roy Andersson. Han er en af mine favoritfilmskabere. Og en kunstner og fantastisk person. Jeg er stor fan af ham. Så jeg synes, det har inspireret mig meget de sidste par år. Men også bare det smukke i måden, han laver film på. Han vågner op og går ind i studie og laver film. Han er i indspilningsprocessen i to år. Jeg er meget interesseret i hans måde at gå til filmmediet på. Han er en af de bedste.

Palmasons film er med sin æstetik, naturoptagelser og nogle gange fragmenterede fortælling oplagt at lægge en masse fortolkning ind i. Selv mener filmskaberen ikke, at han aktivt forsøge at lægge op til fortolkning:

Nogle mennesker synes, at jeg er symbolsk eller har metaforer, men det er jeg virkelig ikke. De ting, jeg filmer, er meget intuitive. For eksempel, hvis der er et billede af en dreng, der holder en frisk fisk og river den fra hinanden, så er det noget, jeg har forestillet mig, næsten som en impuls.

Ofte får man en mørk eller mærkelig impuls. Jeg kan huske, da jeg var barn, forestillede jeg min familie nøgne. Når jeg fx var til fester. Det er ikke, fordi jeg overhovedet ville se dem nøgne. Men det var noget, jeg ikke kunne kontrollere. Jeg får ofte disse impulser af billeder, som skræmmer mig på en sær måde. Så jeg prøver at fremstille dem fysisk ved at filme dem. Jeg lærer først senere, hvad de betyder for mig, eller hvordan de føles.

Men folk kan fortolke mine film, som de vil. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at fortolke dem på.

Går du tilbage til dine film og ser dem igen?

Det lyder måske forfærdeligt, men jeg holder virkelig af mine film. Jeg ser dem ikke nu, men jeg ser frem til at se dem i fremtiden. Jeg er ikke flov over dem. Hvis Roy Andersson ringede til mig og sagde, at han ville se mine film, ville jeg virkelig være spændt og ikke flov. Jeg ville se dem og være stolt af dem, som var de mine børn. Jeg ville ikke skjule dem eller tale ned til dem. Overhovedet ikke.

Men det er også spændende, for jeg vil ikke spille sikkert. Jeg vil ikke gå med livrem og seler, når jeg går ud med nye film. Når du sender en ny film ud, ved man aldrig, hvordan folk vil reagere. Når du hører hårde ting, er det hårdt nogle gange. Men det er en del af det. Det en del af det sjove. Og det gør det spændende og skørt.

Hvad betyder titlen ’The Love That Reamins’ for dig?

Titlen kommer, tror jeg, fra at se skønheden omkring dig. Jeg synes, at den passer rigtig godt, fordi filmen undersøger, hvordan vi tilbringer tiden med de mennesker, vi elsker. Hvordan skaber vi minder? Hvad betyder noget i sidste ende?

'The Love That Remains' kan ses i biografen nu.