Robert Pattinson udset som skurk i efterfølger til storfilm

Biografaktuel i 'Mickey 17'
Mickey 17
(© Warner Bros.)

Fra en science fiction-fortælling til den næste. Robert Pattinson, der lige nu er biografaktuel i fremtidskomedien Mickey 17, er udset til at spille en rolle i den kommende storfilm, Dune: Messiah.

The Hollywood Reporter refererer unavngivne kilder, der fortæller, at skuespilleren skulle være på tale til at spille filmens hovedskurk. Der er formentlig tale om rollen som Scytale fra Frank Herberts romanforlæg.

Ifølge mediet er der ikke blevet sendt et konkret kontrakttilbud til Pattinson, der også har den kommende superheltefilm The Batman 2 og Christopher Nolans mytologifortælling 'The Odyssey' på vej.

'Dune: Messiah' er den tredje film i rækken, der igen instrueres af Denis Villeneuve. Første film med titlen Dune havde premiere i biografer og på streaming i 2021 og indspillede 410 mio. dollars på verdensplan. Efterfølgeren Dune: Del 2 udkom to år senere og ramte 714 mio. dollars i indtjening.

Frank Herbert skrev bogen 'Dune: Messiah' i 1969, og den følger efter begivenhederne i hans første bog, 'Dune'. Vi befinder os 12 år efter, at Paul Atreides besejrede de onde Harkonnen, og nu regerer han selv som Kejser med Dronning Irulan ved sin side.

Hovedrollerne fra de foregående film vender tilbage, så derfor kan vi forvente et gensyn med Timothée Chalamet som Paul, Florence Pugh som Irulan, Zendaya som Chani, og Jason Momoa som Duncan Idaho. Sidstnævnte havde umiddelbart stillet træskoene i de første film, men som Momoa udtalte for nyligt: Hvis du ikke har læst bøgerne, er det ikke min skyld.

'Dune: Messiah' forventes at få biografpremiere den 17. december 2026.

Nyeste film i biografen