Ryan Reynolds udpeger den vigtigste skuespiller i Marvel
Advarsel: Artiklen indeholder spoilers for 'Deadpool & Wolverine'. Vend om nu, hvis du ikke vil have afsløret noget fra filmen!
Marvel-heltene Deadpool og Wolverine har slået hhv. sværdene og kløerne i det danske publikum. Superheltekomedien blev den mest sete film i biografen i sin åbningsweekend. I skrivende stund har over 200.000 danskere været i biografen og set Marvel-filmen.
Meget af samtalen om filmen er gået på dens mange gæsteoptrædener fra adskillige kendte ansigter, der har spillet Marvel-karakterer tidligere, samt en stjerne, der endelig fik sin drømme-superhelterolle til at gå i opfyldelse.
En af de skuespillere, hvis optræden i filmen var holdt hemmelig op til premieren, er Wesley Snipes, der er tilbage i rollen som vampyrjægeren Blade, som han første gang spillede i 1998.
Snipes' inklusion er nok en af de gæsteoptrædener, som er kommet bag på flest fans, og spørger man hovedrolleindehaveren Ryan Reynolds, der også er manuskriptforfatter på filmen, er det da også et vaskeægte scoop, at vi fik lov at se Snipes svinge sværdet som Blade igen.
På Instagram og X har Reynolds nu delt billeder med Wesley Snipes fra optagelserne, samtidig med at han i den akkompagnerende tekst hylder sin medskuespiller og udtrykker et ønske om at se en ny solofilm om Blade med Snipes i rollen.
- Der er intet Fox Marvel-univers eller MCU uden, at Blade først skabte markedet, skriver Reynolds.
- Han er "Marvel Daddy". Vær søde at dele, så han kan få en Logan-agtig afslutning.
Med Logan henviser Reynolds selvfølgelig til Marvel-filmen fra 2017, som egentlig var Hugh Jackmans svanesang som Wolverine. Indtil han vendte tilbage i den aktuelle film.
Se opslaget i bunden af artiklen.
Snipes og Reynolds arbejdede første gang sammen i 'Blade: Trinity' fra 2004, som var den tredje film i trilogien om superhelten, der er halvt menneske, halv vampyr.
Marvel har længe arbejdet på en ny film om karakteren, der denne gang skulle spilles af Mahershala Ali. Filmen er dog blevet udskudt mange gange, og vi har stadig ikke en bekræftet udgivelsesdato for projektet.
Om Wesley Snipes i mellemtiden kan få sin egen afskeds film er et godt spørgsmål. 'Deadpool & Wolverine's succes taget i betragtning, så kunne Marvel måske se penge i det.
Deadpool & Wolverine kan fortsat ses i de danske biografer. Find dine billetter her.
Se Ryan Reynolds’ opslag herunder: