Sådan blev opsigtsvækkende gloryhole-scene i 'Klassefesten 4' til

Hvordan ville du have det med at gå rundt i bar røv blandt 49 andre statister?
For skuespillerne Troels Lyby, Anders W. Berthelsen og Nicolaj Kopernikus er den slags ren rutine – men også noget, de forbinder med nogle ret specielle dage på arbejdet under optagelserne til Klassefesten 4 - Venner for livet.
De tre skuespillere har været et smut forbi kino.dk til en snak om tilblivelsen af den biografaktuelle film, hvor særligt én scene i en swingerklub blev fremhævet som nogle dage, der både var sjove at indspille – men som også bare lidt skulle overstås. Se interviewet i bunden af artiklen.
- Den der nøgenhed er ingen af os særligt begejstrede for. Det er virkelig noget, vi gør i filmens tjeneste. I de to optagedage går jeg rundt i den der trælse kimono, og det hele er bare lidt træls, fortæller Kopernikus, mens han delvist griner og sukker over mindet.
En sekvens fra swingeklubben, som alle dog morede sig gevaldigt over at filme, involverer et gloryhole (og ja, gæt hvad ellers) – som i bogstavelig forstand tager Berthelsens karakter Andreas med bukserne nede.
- Scenen opstod sådan lidt (hen ad vejen, red.). Og så lavede vi sådan nogle lyde og tænkte, at det kunne blive virkeligt sjovt, hvis det kommer som en overraskelse, at man ligesom tænker ”Hvad er det?”, forklarer Berthelsen og demonstrerer den gylpagtige lyd af at få stukket noget langt ned i halsen, så hverken Lyby eller Kopernikus kan holde masken.
- Det, der var sjovt ved de optagelser – supplerer Kopernikus småklukkende – det var, at Anders fik lagt nogle dråber ind i øjnene. Fordi når man får noget galt i halsen, så får man jo tårer i øjnene.
Berthelsen ville have, at scenen skulle gå skridtet videre. For at maxe ud på sjofelheden i det overraskelsesmoment, der rammer Andreas i munden som et lyn fra en klar himmel, bad han derfor en af regissørerne om at gå ind og finde en gigantisk diller til scenen.
- … og så bare møje den igennem, når jeg råbte ”Hallo” for anden gang. Det gjorde han (regissøren, red.). Han møjede den igennem, tilføjer Berthelsen, hvorefter de alle tre bryder ud i latter sammen.
'Klassefesten 4 – Venner for livet' kan nu ses i biografen.








