Se traileren: Ny dansk film skildrer Adrian Hughes' dysfunktionelle familie

Mor er den bedste i verden. Også til at være ond. Sådan lyder en af fraserne fra den nye, danske film Mors drenge.
Og når man ser traileren, kan man godt forstå hvorfor.
Se den nederst i artiklen.
Mors drenge er nemlig et familieportræt af journalisten Adrian Hughes og hans brødres ulykkelige barndom, hvor især moren stod ud som en ”lystløgner”, hvis liv var en tragedie. Værst er dog det ondskabsfulde afskedsbrev, som hun efterlader sine børn efter sin død.
Som traileren også afslører, er det ikke en film som de fleste. Scener fra fra Adrian Hughes og hans fire brødres barndom bliver genskabt af skuespillerne Birthe Neumann, Asta Kamma August (ældre og yngre udgave af moren) og Jakob Cedergren (faren). Scenerne bliver endda udspillet FORAN de fem brødre og deres far i et studie akkompagneret af et spøgelseskor og et husorkester.
Filmen er instrueret af Jesper Dalgaard, der også stod bag den succesfulde dokumentarfilm Kandis for livet om idoldyrkelsen af Johnny Hansen.
Adrian Hughes er en af Danmarks mest kendte tv-personligheder og har været vært på DRK, DR 2 og P1 i programmer som 'Smagsdommerne', 'Historiequizzen' og 'Klog på sprog'.
'Mors drenge' får premiere i biografen den 13. november.








