Trekantsdrama i efterlivet: Elizabeth Olsen skal vælge mellem mændene i sit liv

Se traileren til 'Eternity'
Eternity
(© RIO)

Til december er der premiere på en ny kærlighedsfilm fra filmstudiet A24, når Eternity rammer de danske biografer.

Filmen foregår i efterlivet, hvor sjæle har præcist en uge til at beslutte, hvor de vil tilbringe evigheden.

Se traileren til Eternity nederst i artiklen.

I efterlivet står Joan (Elizabeth Olsen) derfor over for et umuligt valg mellem manden (Miles Teller), hun delte livet med, og sin første kærlighed (Callum Turner), der efter hans alt for tidlige død har ventet i årtier på, at hun skulle ankomme.

Det er ikke første gang, film har beskæftiget sig med det, der kommer efter livet. Film som 'What Dreams May Come', The Lovely Bones og Ghost Town har givet deres bud på efterlivet, men det er det romantiske, der er i centrum i instruktør David Freynes (Dating Amber) fortælling.

Elizabeth Olsen er kendt fra Marvels superhelteunivers som Scarlet Witch, men har også spillet kritikerroste roller i Martha Marcy May Marlene og Wind River.

Mændene i hendes liv bliver spillet af Miles Teller fra bl.a. Top Gun: Maverick og Callum Turner, som har haft roller i bl.a. Fantastiske skabninger ... og hvor de findes og tv-serien 'Masters of the Air'.

Udover det nævnte trekløver spiller Oscar-vinderen Da'Vine Joy Randolph fra The Holdovers også med som en såkaldt efterlivskoordinator.

'Eternity' får dansk biografpremiere den 4. december.

 

Se traileren herunder:

Nyeste film i biografen