USA top 10: Carrie-genindspilning kan ikke nå Bullock og Hanks
Gravity indspillede med sine 30 mio. dollars mere end alle de nye premierefilm tilsammen og blev for 3. weekend i træk nr. 1 i USA. 'Carrie', 'Escape Plan' og 'The Fifth Estate' udfordrede med blandet succes.
Carrie
Genindspilningen af Brian De Palmas hævnklassiker Carrie blev ugens største nye premierefilm med 16,1 mio. dollars. Taget i betragtning, at oktober er Halloween-måned i USA, er det lige i underkanten for en gyser. Anmeldelserne var blandede, men ikke dårlige nok til at skræmme målgruppen (unge voksne) væk, så forklaringen skal nok findes andetsteds. 'Carrie' er planlagt til dansk premiere den 31. oktober.
Escape Plan
Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger var tidligere konger af billetsalg, men i dag er der længere mellem snapsene. Fængselsflugtfilmen 'Escape Plan' indspillede 9,9 mio. dollars i sin første weekend, hvilket rakte til en 5. plads. Dette var et bedre resultat end deres soloprojekter tidligere på året (Stallone i Bullet to the Head med 4,5 mio. dollars og Schwarzenegger i The Last Stand med 6,3 mio. dollars), men stadig ikke på niveau med film fra fordums tider. 'Escape Plane' er aktuel i de danske biografer.
The Fifth Estate
Publikum gik en stor bue uden om dramaet 'The Fifth Estate' om WikiLeaks. Trods en af tidens hotteste navne, Benedict Cumberbatch, i hovedrollen gjorde de dårlige anmeldelser ondt på en film af denne slags, der helst skulle lokke et modent publikum i biografen. Filmen indspillede 1,7 mio. dollars og åbnede på 8. pladsen. 'The Fifth Estate' får dansk biografpremiere den 7. november.
Top 10-filmene indspillede med 94 mio. dollars hele 19 % mindre end samme weekend sidste år, hvor Paranormal Activity 4 åbnede som nr. 1 med 29 mio. dollars.
Top 10 USA: 18. – 20. oktober 2013
1. Gravity - total $169,6 mio.
2. Captain Phillips - total $52,4 mio.
3. Carrie - total $16,1 mio.
4. Cloudy with a Chance of Meatballs 2 - total $92,7 mio.
5. Escape Plan - $9,9 mio.
6. Prisoners - total $57,3 mio.
7. Enough Said - total $10,7 mio.
8. The Fifth Estate - total $1,7 mio.
9. Runner Runner - total $17,6 mio.
10. Insidious Chapter 2 - total $80,9 mio.