Wes Anderson møder dansk folkekomedie i ny biograffilm
Den nye danske film Viktor mod verden er i biografen, og i den forbindelse har vi mødt den spillefilmsdebuterende Christian Arhoff, der både har instrueret og skrevet den nye komedie.
’Viktor mod verden’ handler om den 30-årige Viktor (Nikolaj Jørgensen), der har levet en beskyttet tilværelse med sin mor ude på landet, hvor virkelighedsopfattelsen mestendels er baseret på de gamle danske film, som han har set.
Men da hans mor pludselig dør, beslutter han sig for at finde sin far. En respekteret jazz-musiker. Det bringer ham til København, hvor han får sig lidt af en overraskelse. Hans far Peter (Nicolas Bro) arbejder nemlig som forsikringsagent, og verden er helt anderledes end Viktor forestillede sig.
Christian Arhoff fortæller om sin første spillefilm, sin passion for film, sine største inspirationer, dansk humor, sine skuespillere og meget mere i vores nye pocast herunder (eller på din foretruke podcast-app, søg blot på "kino.dk podcast")
I vores interview fortæller den nykårede instruktør om sin tilgang til komediegenren, og hvordan han har grebet det an i ’Viktor mod verden’:
- Ideen er at lave et univers - uden at det skal skræmme folk væk, der tænker "Åh nej, er vi nu inde i 'Narnia' eller et andet". Så vildt er det heller ikke. Men det hele er sat lidt på spidsen, så man nemmere kan lave de her store pointer. Det er ikke "Viktor kommer ned i Netto og skal betale", det er ligesom er nogle lidt forstørrede scener. Det er "Viktor mod verden".
Især to inspirationer skinner igennem, når man ser ’Viktor mod verden’. Den første er danske folkekomedie, som spiller en central rolle i handlingen, og bl.a. ’Han, hun, Dirch og Dario’ og ’Forelsket i København’ bliver flittigt refereret:
- Jeg ville gerne bruge den kulturhistorie, som vi har, og bruge nogle danske film, og sige "Det her er vores filmarv".
Om sit eget forhold til danske folkekomedier siger han:
- Man har et nostalgisk forhold til dem, ikke? Man så dem som barn. De er som en varm pude måske nogle gange.
En anden central inspiration er filmskaberen Wes Anderson, der har sin egen meget tydelige stil, som man vil kende fra film som The Royal Tenenbaums og The Grand Budapest Hotel.
- Det, Wes Anderson kan, og som er ret unikt for ham, og som der ikke er så mange andre, der laver i komediegenren, er, at han laver nogle ret stramme verdener. Han har sit eget univers, og hans karakterer - er som mine – forstørrede, forklarer Arhoff og fortsætter:
- Hans universer er måske lidt mere intellektuelle end mine. Hans karakterer er altid nogen, som lige har skrevet en ph.d eller en ny stor roman. Men jeg synes, at er der noget meget inspirerende i den måde, som han arbejder på, og som jeg med mine komedier også prøver at lave. Et univers, en verden med nogle spændende karakterer, som man kommer ind i og møder.
Den danske instruktør fremhæver også en anden central ting ved Wes Andersons komedier:
- Han er et godt eksempel på, at en komedie også godt kan have et stærkt filmsprog. Det behøver ikke bare at være nogle komikere, der improviserer, mens vi tænder for kameraet. Det kan også noget fedt, men forhåbentlig er der også plads til en anden måde at lave komedier på, som blander både det fjollede og gakkede, og som måske også har et lidt mere kunstnerisk udtryk.
Når han skal fremhæve sit eget favorit værk fra Wes Anderson, har instruktøren er klart svar:
- Jeg synes, at Rushmore er rigtig god. Den kiggede jeg også meget på i forhold til 'Viktor mod verden', fordi den også handler om en ung mand, der prøver at finde sin vej og sådan nogle ting. Nicolas Bro lidt som en Bill Murray-karakter.
- Jeg tænkte lidt, at Nicolas var min danske Bill Murray-pendant på en eller anden måde. Hvis man skulle være der henne af, siger Arhoff med et smil.
Med det referer instruktøren også til, at Wes Anderson i de fleste af sine projekter har haft Bill Murray med i eller anden udstrækning, og det virker altså til, at det samme er hans ambition for fremtiden med Nicolas Bro.
’Viktor mod verden’ kan ses i biografen.
Se traileren herunder: