2 nye film du kan se i biografen i uge 7 2025

Superhelte og single moms
Bridget Jones: Vil med ham
(© SF Studios)

Uge 7 betyder vinterferie rundt om i landet, og mens en del danskere er draget mod varmere himmelstrøg eller på skiferie, er der også mange, der er blevet i Danmark. Så hvad er bedre end at søge ly for kulden i en varm biografsal med bløde stole og en god film på lærredet?

Ugen byder på to nye film i biografen, og der er tale om velkendte navne i meget forskellige genrer. Captain America og Bridget Jones er nemlig tilbage, men meget er nyt - og det kan du læse mere om nedenfor.

Ved hver titel kan du se en trailer, og hvis du vil læse mere eller stemme på, hvor meget du glæder dig til filmen, kan du gøre det på filmenes sider.

 

2 nye film du kan se i biografen i uge 7 2025

Captain America: Brave New World

Captain America er tilbage i biograferne, men ikke som du kender ham. For siden den tredje og seneste film i rækken, Captain America: Civil War, er Steve Rogers (Chris Evans) gået på pension og har overladt skjoldet og ansvaret hos en anden superhelt - nemlig Sam Wilson, den tidligere The Falcon (Anthony Mackie).

Efter et møde med den nyslåede amerikanske præsident Thaddeus Ross, spillet af Harrison Ford, havner Sam midt i en international krise. Han må afdække baggrunden for en nederdrægtig, verdensomspændende sammensværgelse, inden dens bagmand får hele verden til at se rødt.

Forvent Marvels vante superhelte-action med et twist af spion-thriller, som vi også kender fra den meget roste Captain America: The Winter Soldier.

Biografpremiere den 12. februar.

Bridget Jones: Vild med ham

Hvis man er mere til romantiske komedier, er 'Bridget Jones: Vild med ham' lige sagen. Filmen, der er en del af Biografklub Danmarks program, er den fjerede i serien, der startede med Bridget Jones’ dagbog i 2001.

Renée Zellweger er tilbage i rollen som Bridget, der nu er blevet enke til hende og Darcys to børn. Hun befinder sig nu i et følelsesmæssigt limbo, mens hendes familie og venner forsøger at skubbe på, så hun igen kan komme tilbage på datingmarkedet. 

Snart får hun oprettet en Tinder-profil, hvor hun opsøges af en lækker, yngre mand, og minsandten om ikke også hun render ind i en række akavede interaktioner med sin søns over-rationelle (og ret pæne) videnskabslærer.

Udover Zellweger kan vi glæde os over, at Hugh Grant igen er med som Bridgets tidligere elsker, Daniel Cleaver. 

Biografpremiere den 13. februar.

Nyeste film i biografen