Instruktør vil bringe den originale trio tilbage til ny Harry Potter-film
Det er 10 år siden, at vi fik den sidste film i hovedfortællingen om Harry Potter, Hermione Granger og Ron Weasley, nemlig Harry Potter og Dødsregalierne - del 2 fra 2011.
Siden da har skuespillerne Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson begået sig i en række forskellige projekter langt fra J.K. Rowlings eventyrlige univers.
Nu vender trioen muligvis tilbage i deres respektive roller. I hvert fald, hvis det står til instruktør Chris Columbus, der stod bag kameraet til De Vises Sten og Hemmelighedernes Kammer. Det skriver Variety.
Instruktøren fortæller nemlig i det nye interview, at han gerne ser en filmatisering af det todelte teaterstykke 'Harry Potter og det forbandede barn' fra 2016.
LÆS OGSÅ: 'Fantastiske skabninger 3' med Mads Mikkelsen får premiere i Danmark tidligere end ventet
Forestillingen er skrevet Jack Thorne, mens J.K. Rowling og John Tiffany har stået for historien, der udspiller sig 19 år efter begivenhederne i bogen 'Harry Potter og Dødsregalierne'. I stykket er Potter nu blevet leder af Department of Magical Law Enforcement at the Ministry of Magic.
Hoppet i tid betyder altså, at de tre originale Potter-skuespillere har den helt rigtige alder til at indtage rollerne som de tre venner igen.
Fans af franchisen har dog kunnet vende tilbage til det magiske univers siden, nemlig med Fantastiske skabninger... og hvor de findes samt Fantastiske skabninger: Grindelwalds forbrydelser fra henholdsvis 2016 og 2018.
Forude venter den tredje film med Fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder, hvor man som bekendt finder Mads Mikkelsen i rollen som den onde Grindelwald.
'Fantastiske skabninger 3: Dumbledores hemmeligheder' har biografpremiere den 7. april 2022.