3 roller der beviser, at Kate Winslet er en af verdens bedste skuespillere
Kate Winslet er biografaktuel i rollen som Lee Miller i filmen om den tidligere supermodel, der drog til Nazityskland under Anden Verdenskrig som krigsfotograf, Lee.
Med rollen som Lee Miller tilføjer Winslet endnu en stærk og kompleks figur til sin filmografi og viser endnu engang, at det er okay at være sig selv – et sentiment, som har været centralt i skuespillerindens karriere, og som hun også kommenterede på i et interview med BBC News i forbindelse med den nye film:
- Vi bør fejre vores former, at være bløde og måske have et par ekstra mavedeller.
Winslet har gennem sin karriere været en stor stemme omkring krops-positivitet og mulighederne for kvinder i den amerikanske filmindustri og deres til tider begrænsede roller.
I sin karriere har hun aktivt søgt at udfordre de stereotypiske "bokse", hvori kvinder måske historisk set er blevet placeret, og har i stedet valgt at portrættere kvinder, der er komplekse, nuancerede og stærke.
Vi hylder her Kate Winslet ikke bare for en flot karriere men for hendes bevidste valg af roller, der bryder med de gamle stereotyper og fremstiller ægte portrætteringer af kvinder i forskellige genrer.
Nedenfor finder du vores bud på tre film, der illustrerer disse valg, i tre forskellige genre, og samtidig fremhæver hendes talent som skuespiller, idet hun enten vandt eller blev nomineret til en Oscar for hver enkelt film.
Eternal Sunshine of the Spotless Mind
I 'Eternal Sunshine of the Spotless Mind' spiller Kate Winslet Clementine Kruczynski, en fri sjæl, der vælger at slette minderne fra et mislykket forhold til Joel (Jim Carrey).
Filmen kan for nogle måske bare virke som en atypisk kærlighedshistorie, men Winslet bryder i rollen som Clementine med det såkaldte "manic pixie dream girl"-begreb og udviser et mere nuanceret eksempel på den kvindelige hovedrolle i et romantisk komediedrama.
Begrebet, der blev opfundet i 2007 af kritikeren Nathan Rabin, beskriver en én-dimensional kvindelig karakter, der kun er til for at opfylde romantiske behov for mandlige hovedpersoner.
I stedet er Clementine fejlbarlig og relaterbar, hvilket giver plads til en mere nuanceret repræsentation af kvinder i romantiske komediedramaer – og derved står hun i skarp kontrast til andre populære roller i samme genre.
Som hun selv understreger i filmen, er hendes ønske ikke at være Joels "manic pixie dream girl."
- Alt for mange fyre tror, at jeg er et koncept, eller at jeg fuldender dem, eller at jeg vil få dem til at føle sig levende […] Jeg er en pige, der leder efter min egen indre ro; tildel mig ikke din.
Little Children
I 'Little Children' spiller Kate Winslet Sarah Pierce, en hjemmegående mor, der lever et tilsyneladende perfekt forstadsliv. Men under overfladen forsøger hun at finde sin egen identitet – noget der fører hende ud i utroskab.
I rollen som den plagede Sarah fanger Winslet den indre konflikt, der konstant balancerer mellem moderskab og egne egoistiske ønsker. Og som affæren udvikler sig, konfronteres Sarah med de sociale normer, der traditionelt har været pålagt kvinder i ægteskab.
Hendes oprør viser, hvordan jagten på personlig frihed kan føre til dybe konsekvenser, ikke kun for hende selv, men også for hendes familie. Det er en realistisk og barsk fortælling, der skildrer virkelige oplevelser og udfordringer, som mange kvinder står overfor.
'Little Children' er blot endnu et eksempel på, hvordan Winslet i sine roller fremhæver komplekse kvindelige karakterer, der ikke altid følger samfundets normer, og også filmen Revolutionary Road kunne nævnes i samme sammenhæng.
The Reader
I sin Oscar-vindende præstation i 'The Reader' leverer Kate Winslet en uforglemmelig fortolkning af Hanna Schmitz, en tidligere vagt i en koncentrationslejr, hvis liv bærer på en kompleksitet, der er både fascinerende og skræmmende.
I rollen som Hanna navigerer Winslet i gråzonerne mellem offer og gerningsmand, og hendes forbudte affære med den unge Michael afslører de dybere lag af hendes karakter, hvilket tvinger publikum til at forholde sig til moralske dilemmaer.
Winslet formår at indfange den indre konflikt, der præger Hanna, hvilket gør hende til en af de mest mindeværdige karakterer i hendes karriere.
Hendes præstation blev belønnet med en Oscar for Bedste kvindelige hovedrolle samt adskillige anerkendelser, der bekræfter hendes evne til at tackle komplekse og ambivalente roller.
'The Reader' adskiller sig fra mange af Winslets tidligere film ved at udforske de mørkere aspekter af menneskelig adfærd og vores natur.
I filmen præsenteres kvinder ikke blot som passive karakterer under Anden Verdenskrig, hvilket førhen har været tilfældet, men som komplekse og aktive deltagere i Holocaust.
Nu, 16 år efter hendes Oscar-vindende præstation som nazistpartimedlem, spiller hun i 'Lee' en fotograf, hvis mål er at afsløre deres frygtelige handlinger.
Med rollen som Lee Miller er Kate Winslet endnu engang kompromisløs og nægter at lade sig begrænse i sine rollevalg og kunstneriske beslutninger.
Derfor er det også en værdig film at afslutte denne liste med.
'Lee' kan ses i biografen nu. Find dine billetter her på kino.dk
LÆS OGSÅ: Kate Winslet er nøgen og uden makeup i ny film: "Det er ikke fuc*ing modigt"