37 år senere: Ikonisk sci-fi-komedie får en efterfølger

Hollywood-stjerne bliver central i skabelsen
Spaceballs / MGM
(© MGM)

Tilbage i slutningen af 80'erne kom der en ny science fiction-film, hvis formål var at parodiere mange af de store etablerede franchises.

Blandt disse værker finder man fx Star Trek, The Wizard of Oz og Planet of the Apes, men også George Lucas' elskede Star Wars, som det nok gik mest ud over. 

Hvis ikke du allerede har gættet det, så taler vi selvfølgelig om den 37 år gamle komedie Spaceballs (på dansk også kendt som 'Rumnødderne'), der altså nu får en efterfølger i form af 'Spaceballs 2'. Det skriver Variety

Mere specifikt er det Amazon, som har påtaget sig ansvaret for at skabe en efterfølger til den gakkede 80’er-klassiker, der er skabt af humor-geniet Mel Brooks

Og netop 97-årige Mel Brooks står da også til at skulle producere den kommende 2'er, hvilket umiddelbart kunne tyde på, at den vil være tro mod den originale.

Han er dog ikke alene, for sammen med ham finder man Josh Gad (Skønheden og udyret), der i øjeblikket står til både at skulle medvirke i filmen, skrive den og producere. 

Når det er sagt, så er han dog ikke alene i skriverummet, men han vil få selskab af duoen Benji Samit og Dan Hernandez. 

Makkerparret har tidligere forfattet manuskripter til titler som Teenage Mutant Ninja Turtles: Mutant Mayhem og Pokemon Detective Pikachu samt den kommende 'Lego Star Wars: Rebuild The Galaxy'.

Mel Brooks var ligeledes involveret i en serie-fortsættelse til 1981-komedie 'History of the World' ('Mel Brooks' skøre verdenshistorie') sidste år, hvor netop Josh Gad medvirkede.

Plottet til den kommende efterfølger dog stadig ukendt, da Amazon har valgt at holde de informationer tæt indtil kroppen, da produktionen er i et tidligt stadie. 

Man kunne dog godt forestille sig, at den ville gå i sin forgængers fodspor og måske tage fat på nyere værker indenfor genren, hvilket kunne være titler som Dune - mon ikke vi får en sandorme joke? - samt de nyere Star Wars-film/serier.

Derudover er det nærliggende at antage, at der nok bliver arbejdet på at få nogen af den originale films-stjerner tilbage. Det kan dog vise sig svært, da bl.a. John Candy er gået bort.

Mens Rick Moranis stort set har lagt skuespillet på hylden. Han skulle dog være med i en kommende fortsættelse til 'Honey, I Shrunk the Kids', så måske han kan overtales. Bill Pullman kunne dog være en "nemmere" mulighed at få med ombord.

Det vides endnu ikke, hvornår vi kan forvente en premiere på den kommende 'Spaceballs 2'.