7 serier du skal streame i august

Fra sci-fi til dansk reality
The Terminal List: Dark Wolf
(© Attila Szvacsek / Prime Video)

Sommerens sidste måned byder på masser af nye tv-serie i streamingland.

Du kan bl.a. kaste dig over en ny serie fra Marvel, en ny sæson af en af Netflix' mest populære serier nogensinde, opleve den første serie sat i Alien-universet, se en forløber til en populær actionserie og hele to danske reality-programmer.

Flere af de udenlandske serier har ydermere dansk islæt på deres rollelister.

Herunder finder du de 7 udvalgte serier:

Eyes of Wakanda
(© Disney)

Eyes of Wakanda

I denne antologi- og animations-serie kommer man med tilbage til bl.a. landet Wakanda, som man også besøgte i Marvels indtil videre to Black Panther-film.

Serien følger således netop en række Wakanda-krigere, der udfører farlige missioner gennem verdenshistorien i deres søgen efter det sjældne metal Vibranium, der netop spiller en rolle i filmene om Black Panther og andre MCU-film.

Mini-serien består af i alt fire uafhængige afsnit, der altså bringer sit univers til live med animation.

Ryan Coogler, der netop har instrueret de to Black Panther-film og senest gyserfilmen Sinners, har udviklet serien for Marvel.

'Eyes of Wakanda' kan ses på Disney+ fra den 1. august.

Landmand søger kærlighed
(© Foto: Anders Brohus/TV2)

Landmand søger kærlighed – sæson 12

Det populære datingprogram hvor danske landmænd får besøg af interesserede bejlere vender tilbage for 12. gang. Denne gang bliver det med den nye vært Sofie Martinusen, der selv har erfaring med at jagte kærligheden på tv.

Martinusen var nemlig en af de to singlekvinder i anden sæson af 'Bachelorette', og nu skal hun altså hjælpe landmændene med at komme godt igennem datingprocessen.

Mød Emil, Lars P., Lars S. Kimi, Mia og Kasper I deres søgen mod den eneste ene, hvor rejsen byder på kærlighedsbreve, speeddates og indsigt i landmandslivet.

Den nye sæson af 'Landmand søger kærlighed' får premiere på TV 2 Play den 5. august.

Wednesday
(© Netflix)

Wednesday - sæson 2 (del 1)


En af Netflix' mest populære serier er gyserkomedien om Wednesday Addams, som man kender fra den ligeledes populære Familien Addams. Tim Burton er igen tilbage som instruktør på flere afsnit.

Efter at have udviklet sine psykiske evner indtager Wednesday en ny mission: at opspore og fange “Kansas City Scalper”, en berygtet seriemorder med marionet-lignende besættelse, som hun længe har jagtet

Jenna Ortega indtager som i 1. sæson titelrollen og gøres følgeskab af gengangere som bl.a. Emma Myers, Joy Sunday og Moosa Mostafa samt Victor Dorobantu som hånden Thing og Catherine Zeta-Jones som Morticia Addams m.fl.

Af nye navne på rollelisten finder man bl.a. Steve Buscemi (The Big Lebowski), Christopher Lloyd (Back to the Future), Thandiwe Newton ('Westworld') og Haley Joel Osment (Somebody I Used to Know) samt ikke mindst Lady Gaga i en endnu ukendt rolle.

Fans kan allerede glæde sig over, at serien er blevet forlænget med 3. sæson.

'Wednesday' sæson 2 - del 1 (de første 4 afnsit) kan ses på Netflix fra den 6. august. Del 2 (de sidste 4 afsnit) lander 3. september.

Love Island
(© Viaplay)

Love Island Danmark – sæson 2

Der måtte gå syv år, før vi nu kan opleve anden sæson af det populære datingprogram 'Love Island Danmark', hvor et panel af superfans har direkte indflydelse på forløbet.

Et hold singler flytter ind i den luksuriøse Love Island-villa, hvor vært Carla Mickelborg byder velkommen, når deltagerne kæmper om at finde kærligheden – og 100.000 kr.

Deltagerne skal lære hinanden at kende, danne par og opbygge relationer, men her kæmper singlerne også om at overleve elimineringer fra et panel af superfans, hvis valg og vurderinger bliver en del af villaens gang.

I finalen får hele Danmark muligheden for at stemme og derved afgøre, hvilket par der skal vinde.

’Love Island Danmark’ sæson 2 får premiere på Viaplay den 12. august.

Alien: Earth
(© 20th Century Studios)

Alien: Earth

'Alien: Earth' er den første serie sat i det populære Alien-univers, der startede i 1979 med Ridley Scotts ikoniske sci-fi-værk.

Den nye serie foregår to år før hændelserne i 'Alien' og udspiller sig på Jorden, der i denne fremtid er styret af techno-firmaer, som alle kæmper om at få den ultimative magt.

Da et rumskib med en række mystiske "prøver" styrer ned på Jorden, slipper flere nye alien-arter, herunder også den kendte Xenomorph, løs. En gruppe soldater og hybrider skal prøve at stoppe truslen.

Serien kombinerer klassisk Alien‑horror med komplekse temaer som kunstig intelligens, identitet og institutionel magtkamp, og særligt Wendy (Sydney Chandler) står centralt som den første hybrid – mentoreret af syntetiske Kirsh (Timothy Olyphant).

Bag serien står Noah Hawley, der tidligere har bevist, at han kan omsætte en ikoniske film til serie. Det har han nemlig gjort med fem sæson af 'Fargo'. Ydermere har han stået bag den roste X-Men-serie 'Legion'.

På rollelisten til filmen finder man to danske skuespillere, i skikkelse af Diêm Camille og Sandra Yi Sencindiver.

De to første afsnit af 'Alien: Earth' lander på Disney+ den 13. august.

The Terminal List: Dark Wolf
(© Justin Lubin / Prime Video)

The Terminal List: Dark Wolf

Her er tale om en prequel-serie til den populære actionserie 'Terminal List', der har Chris Pratt i hovedrollen.

'The Terminal List: Dark Wolf' foregår nogle år før 'The Terminal List' og fortæller karakteren Ben Edwards' oprindelseshistorie fra Navy SEAL til CIA-agent.

Taylor Kitsch har rollen som Ben, mens Chris Pratt er tilbage som James Reece. På rollelisten finder man også danske Dar Salim, som spiller en en karakter ved navn Mohammed Farooq.

'The Terminal List: Dark Wolf' kan ses på Prime Video fra den 27. august.

Suits LA
(© NBC)

Suits LA

I denne nye spin-off til den populære amerikanske advokatserie 'Suits' bevæger vi os væk fra New Yorks skyskrabere og ind i det solrige – og kyniske – Los Angeles.

Her følger vi den tidligere føderale anklager Ted Black (Stephen Amell), der nu driver et eksklusivt advokatfirma med Hollywood-stjerner og magtfulde klienter i kundekredsen. Men da firmaet bliver truet indefra, må Ted træde ind i en rolle, han tidligere svor aldrig at spille.

Serien kombinerer juridisk drama med personlige hemmeligheder, ambitioner og moralske gråzoner – og byder desuden på gæsteoptrædener fra fanfavoritter som Louis Litt og Harvey Specter.

Stephen Amell har hovedrollen som Ted Black, og serien er skabt af Aaron Korsh, der også stod bag original-serien 'Suits'.

Serien fik premiere i februar i USA, og det er blevet bekræftet, at den ikke får mere end én sæson.

'Suits LA' kan ses på SkyShowtime fra 28. august.

Nyeste film i biografen