8 film du skal streame i november

Bliv klar til store filmoplevelser du snart kan opleve hjemme i stuen
Mango
(© Foto: Ana Belen Fernandez / Netflix)

Traditionen tro har vi endnu engang udvalgt en række nye film, som man snart kan opleve på streaming i den kommende måned. Hermed har vi udset os otte filmanbefalinger som du kan glæde dig til uanset hvilken genre du er i humør til.

Vi kommer vidt omkring med både indsigtsrige dokumentarfilm og en action-komedie, der får pulsen helt op. Derudover kan man glæde sig til gysermesteren Guillermo del Toros nyeste filmoplevelse, en thriller spækket med overklasseintriger, eller sågar drømme sig væk til sommer og sol i en ny, dansk romantisk komedie.

Der er heller ikke langt til, at vi for alvor kan ringe årets julesæson ind, så november byder naturligvis også på flere romantiske og til tider utraditionelle højtidsfilm.

Se de otte film du skal se på streaming i november herunder:

Mango
(© Anne Schwartz/Netflix)

Mango

Mens julen sænker sig over det danske land, kan man drømme sig væk til varme og sol i Mehdi Avaz' nye romantiske komediedrama 'Mango'. 

Filmen byder på et stævnemøde mellem en ambitiøs hotelchef, der bliver sendt til Malaga for at stå i spidsen for et nyt luksushotel, og en stædig plantageejer, der nægter at sælge sin billedskønne mangoplantage og den tilhørende jord, som hotellet ellers skal bygges på.

Der slår hurtigt gnister mellem parret, som spilles af henholdsvis Josephine Park i rollen som hotelchefen Lærke, og Dar Salim i rollen som plantageejeren Alex. Imens kan man se Josephine Højbjerg, bedst kendt fra 'Tinkas juleeventyr', i rollen som Lærkes datter.

Det er Mehdi Avaz, der sidder i instruktørstolen, som i øjeblikket er biografaktuel med 'Børnene fra Sølvgade 2: Tager kampen op', mens broderen Milad Schwartz Avaz har skrevet manuskriptet. De har tidligere samarbejdet på filmene 'Mens vi lever' (2017) og 'Kollision' (2019).

'Mango' kan ses på Netflix fra den 7. november.

Fire and Water: Making the Avatar Films
(© Disney+)

Fire and Water: Making the Avatar Films

Den næste film i rækken på James Camerons storslåede Avatar-saga, 'Avatar: Fire and Ash', rammer de danske biografer den 17. december.

Hvis du synes det er al for lang ventetid endnu, så kan du stille din Avatar tørst med en eksklusiv rejse bag kulissen på stjerneinstruktørens passionsprojekt. 'Fire and Water: Making the Avatar Films' giver os et indblik i, hvordan de store blockbusters er blevet skabt, fuldført med interviews med Cameron selv, skuespillerne og produktionsholdet.

Udover at være vidne til vaskeægte filmmagi, så lover dokumentaren også et sneak peek på vinterens kommende film.

'Fire and Water: Making the Avatar Films' kan ses på Disney+ fra den 7. november.

Frankenstein
(© Netflix)

Frankenstein

Når man snakker om de største premierefilm i år, så må man ikke forglemme Guillermo del Toro, der efter mange år endelig har fået lov til at instruere sit eget bud på en fortolkning af Mary Shelleys 'Frankenstein'.

Sidst vi så ham på biograflærredet, præsenterede han os for en magisk og mere dyster version af eventyret om 'Pinocchio'. Nu går instruktøren tilbage til den gotiske gysergenre han gang på gang har mestret.

I den klassiske fortælling kan man se Oscar Isaac i rollen som videnskabsmanden Victor Frankenstein, der på sin mission for at skabe det perfekte menneske gaber over mere, end han kan sluge. Han skræmmes af og mishandler sin egen skabning, som her er portrætteret af Jacob Elordi, en overraskende og omdiskuteret casting.

På rollelisten kan man også finde bl.a. Mia Goth i en dobbeltrolle som både Frankensteins mor og hans kommende hustru, samt Christoph Waltz, Ralph Ineson og vores egen Lars Mikkelsen.

'Frankenstein' kan ses i udvalgte biografer fra den 23. oktober - se spilletider herFilmen kan ses på Netflix fra den 7. november.

Being Eddie Murphy
(© Netflix)

Being Eddie

Fra 'Trading Places' og 'Beverly Hills Cop', til 'Coming to America', til 'Dreamgirls', til 'Shrek'. Eddie Murphys CV spænder bredt, og hvis man er fan af skuespilleren og komikeren, så kan man helt eksklusivt få et dybere indblik i hans karriere og liv i dokumentaren 'Being Eddie'.

Stjernen har sat sig ned til interviews og samtaler om hans mangeårige virke for Netflix, hvor der loves både emotionelle øjeblikke, nostalgi, men også skyggespil og andet rendyrket galskab.

Venner og kollegaer som Kevin Hart, Jerry Seinfeld, Jamie Foxx og Pete Davidson medvirker også for at hylde Murphys arbejde. I traileren afsløres det allerede, at skuespilleren kalder MTVs klip show 'Ridiculousness' for "den bedste serie på TV" - en udtalelse, som Davidson kommenterer som "fucking grineren".

'Being Eddie' kan ses på Netflix fra den 12. november.

A Merry Little Ex-Mas
(© Netflix)

A Merry Little Ex-Mas

Netflix har i de seneste år givet Hallmark kamp til stregen med deres helt egne julefilm. Årets højtid er naturligvis ingen undtagelse.

I den romantiske komedie 'A Merry Little Ex-Mas' møder vi Alicia Silverstone som Kate, der trods sin nylige skilsmisse forsøger at holde en sidste traditionel juleaften med sin mand og børn, inden deres hus sættes til salg.

Det bliver dog snart svært at opretholde normaliteten, da hendes eksmands nye, succesfulde og meget yngre kæreste mod al forventning dukker op.

'A Merry Little Ex-Mas' kan ses på Netflix fra den 12. november.

Playdate
(© Prime Video)

Playdate

November måned byder også på action med stærke komiske kræfter bag. I action-komedien 'Playdate' spiller Kevin James en nyligt arbejdsløs far, der siger ja til en legeaftale med den langt mere karismatiske far til to, Jeff.

Hvor han forventer en fredfyldt eftermiddag, bliver han i stedet kastet ind i en intens og kaotisk menneskejagt, hvor de alle kæmper for at slippe væk med livet i behold.

Overfor James spiller Alan Ritchson, kendt fra 'Reacher', og duoen får også selskab af bl.a. Alan Tudyk og Isla Fisher i mindre roller.

'Playdate' kan ses på Prime Video fra den 12. november.

The Hand That Rocks the Cradle
(© Disney+)

The Hand That Rocks the Cradle

I optakten til julehøjtiden lurer gyset stadig over os lidt endnu i 'The Hand That Rocks the Cradle'. Den kommende thriller er et løst remake af filmen af samme navn fra 1992, og her møder vi advokaten og overklassemoderen Caitlyn, som hyrer en ny barnepige til at varetage hendes familie og hjem.

Barnepigen Polly, som Caitlyn har været advokat for tidligere, viser sig dog hurtigt langt fra at være den person, hun foregiver at være.

På rollelisten kan man finde Mary Elizabeth Winstead som Caitlyn, der er kendt indenfor gysergenren for sine præstationer i 'Final Destination 3' (2006) og remaket af 'Black Christmas' fra 2006. Overfor hende ser vi Maika Monroe, der ligeså har flere gyserfilm på CV’et, bl.a. 'It Follows' (2014), 'Watcher' (2022) og Oz Perkins' hit 'Longlegs' (2024).

'The Hand That Rocks the Cradle' kan ses på Disney+ fra den 19. november.

Jingle Bell Heist
(© Netflix)

Jingle Bell Heist

Der er endnu en juleromance på bordet hos Netflix, men denne julefilm bliver lidt ud over det sædvanlige.

I 'Jingle Bell Heist' går kærligheden nemlig hånd i hånd med adrenalinen, da en detailmedarbejder og en handyman leder efter nogle hurtige penge i juletiden. De to fremmede har begge udset sig samme mål: at røve et af Londons mest kendte stormagasiner.

Det umage par tvinges nu til at samarbejde for at slippe af med gevinsten. Det gør det dog kun endnu mere kompliceret, når store følelser også er på spil imellem dem.

I hovedrollerne finder vi Olivia Holt, som man senest har kunnet se i gyserfilmene 'Totally Killer' (2023) og 'Heart Eyes' (2025), og Connor Swindells, som nok er bedst kendt for sit arbejde på ungdomsserien 'Sex Education' (2019-2023) samt 'Barbie' fra 2023.

'Jingle Bell Heist' kan ses på Netflix fra den 27. november.

Nyeste film i biografen