9 serier du skal streame i februar

Helt nye serier og nye sæsoner
Jennifer Garner og Nikolaj Coster-Waldau i The Last Thing He Told Me (2023)
(© Michael Becker/Courtesy of Apple)

Mens vintermørket lægger sig tæt omkring os, er der heldigvis masser af gode serie-nyheder at varme sig på. 

I februar får du otte nye serier at kaste dig over – fra store eventyr, whodunnit-mysterier og kærlighedseksperimenter til nervepirrende thrillere, mørke hemmeligheder og mord, der vender op og ned på alt.

Her er de otte serier, du skal streame i februar: 

The Copenhagen Test
(© Peacock)

The Copenhagen Test

I den nye thrillerserie kommer USA's nationale sikkerhed under massivt pres, da efterretningsanalytikeren Alexander Hales hjerne bliver hacket - og nogen derfor har adgang til alt, han ser og hører. Pludselig er selv de mindste øjeblikke potentielle lækager, og Hale må forsøge at spille "normal", mens han både skal afsløre gerningspersonerne og navigere i et system, hvor mistanken kan ramme hvem som helst. 

Hovedrollen spilles af Simu Liu, man bl.a. har kunnet opleve i Marvels 'Shang-Chi and The Legend of the Ten Rings'. Melissa Barrera portrætterer Hales nye kæreste, der har medvirket i bl.a. Scream-filmene og 'Abigail'. 

Serien er skabt af Thomas Brandon, der bl.a. har stået bag 'Lagacies', der er en spinoff til 'The Vampire Diaries'. Bag kameraet står også James Wan som executive producer – et navn, der især er kendt for at skrue spænding op til max i franchises som 'Saw', 'Insidious' og 'The Conjuring'.

Serien får premiere mandag 2. februar på SkyShowtime

Loveisblind
(© Netflix)

Love is Blind - sæson 10

Ægteparret Vanessa og Nick Lachey er tilbage som værter, når 10. sæson af 'Love is Blind' ruller over skærmen – denne gang med en ny gruppe singler fra Ohio. 

Konceptet er det samme, som gjorde serien til et fænomen: Deltagerne dater uden at se hinanden og skal finde ud af, om kærlighed faktisk kan opstå uden "overfladiske distraktioner" – og om forbindelsen holder, når virkeligheden rammer udenfor kapslerne.

Og ja, serien har efterhånden leveret flere par - fra Lauren og Cameron til Tiffany og Brett. Spørgsmålet er, om Ohio-holdet mon kan finde kærligheden bag en væg? 

Årets cast spænder bredt. Deltagerne er mellem 28 og 39 år, og du får alt fra en professor og en tidligere professionel fodboldspiller til flere læger og en tidligere danser. Hvis du er til den slags ekstra krydderi, kan astrologien også komme i spil. Mange af mændene er nemlig født i fiskens tegn, så der er lagt op til følelser, store ord og romantiske øjeblikke – i hvert fald på papiret.

Serien får premiere onsdag 11. februar på Netflix

Jennifer Garner og Nikolaj Coster-Waldau i The Last Thing He Told Me (2023)
(© Michael Becker/Courtesy of Apple)

The Last Thing He Told Me - sæson 2

Jennifer Garner er tilbage i thrillerserien 'The Last Thing He Told Me', hvor også Nikolaj Coster-Waldau spiller en central rolle. Serien bygger på Laura Daves bestseller-bogunivers og tager igen fat i mysteriet om Owen Michaels – manden, der forsvandt uden forklaring, men nåede at efterlade en kryptisk besked til sin kone Hannah: "Beskyt hende."

I første sæson blev Hannah tvunget til at samarbejde med sin steddatter Bailey (Angourie Rice) for at finde ud af, hvad der var sket – og jagten på svar trak dem tættere sammen, mens truslerne omkring dem voksede.

Sæson 2 er baseret på seriens anden bog, 'The First Time I Saw Him', og foregår fem år efter Owens forsvinden. Hannah og Bailey har forsøgt at lægge fortiden bag sig og skabe et nyt, stabilt liv – men roen varer ikke ved. Pludselig dukker Owen op igen, og med ét bliver alt, de troede var afsluttet, åbnet på ny – med familien som brikker i et farligt spil.

Serien er skabt af Laura Dave og den Oscar-vindende manuskriptforfatter Josh Singer, der har stået bag bl.a. 'Spotlight', 'The Post' og 'Maestro'.

Serien får premiere fredag 20. februar på Apple TV+

Uniformen
(© DR / Per Arnesen)

Uniformen 

Gennem seks episoder følger vi konsekvenserne af en voldsom anholdelse.

En elev fra Politiskolen skyder og sårer en aggressiv ung mand, hvilket afføder spørgsmål om politiets magtanvendelse og uddannelse.

Politiskolens nye rektor, spillet af Lene Maria Christensen, kommer under pres, da Den Uafhængige Politiklagemyndighed indleder en efterforskning af forløbet, hvor skolens procedurer og læreplaner også undersøges og udfordres.

Både elever og ansatte konfronteres med de svære valg og det tunge ansvar, der følger med at bære uniformen.

Lene Maria Christensen flankeres af Soheil Bavi, Clara Rosager, Gustav Giese, Marco Ilsø, Mathilde Arcel og Clint Ruben samt Jakob Cedergren og Simon Sears.

Serien er skabt af Oscar Giese, der bl.a. har stået bag '2 døgn', og Anders August, der bl.a. står bag 'Underverdenen', 'Bedrag' og 'Legenden'. Jonas Alexander Arnby har instrueret alle seks afsnit.

Serien får premiere fredag den 20. februar på DRTV og søndag den 22. februar på DR1.

STERLING K. BROWN I 'PARADISE'
(© Brian Roedel / DISNEY+)

Paradise - sæson 2 

Den Emmy-nominerede politiske thrillerserie 'Paradise' vender tilbage med en ny sæson. 

Første sæson legede elegant med nutid og fortid og byggede en intens whodunnit-fortælling op i en mystisk, dystopisk fremtid, hvor intet er helt, som det ser ud. Et opsigtsvækkende mord på USA’s præsident, Cal Bradford (James Marsden) og stjålne sikkerhedshemmeligheder flåede idyllen i et tilsyneladende fredeligt lokalsamfund i stykker. 

Det er præsidentens livvagt Xavier Collins (Sterling K. Brown), der finder ham, og inden længe står han selv i centrum af en farlig efterforskning, hvor sandheden er dyr, og loyalitet kan skifte på et øjeblik. Men hvilken verden findes egentlig udenfor det "trygge" lokalsamfund? Det skildrer den nye sæson. 

Julianne Nicholson, Sarah Shahi, Nicole Brydon Bloom, Aliyah Mastin, Percy Daggs IV og James Marsden vender ligeledes tilbage til deres roller. Nye tilføjelser til castet tæller bl.a. Shailene Woodley ('Big Little Lies', 'Divergent'), Thomas Doherty ('Tell Me Lies'), Michael McGrady ('The Perfect Couple') og Timothy Omundson ('Psych'), Ryan Michelle Bathé ('Boston Legal') og Patrick Fischler ('Mad Men'). 

Serien er skabt af Dan Fogelman, der står bag værker som 'This Is Us' og 'Crazy, Stupid, Love'. 

Serien får premiere mandag 23. februar på Disney+

The Burbs
(© 2025 - Peacock)

The Burbs 

Velkommen til Ashfield Place – angiveligt den sikreste by i USA. Her flytter et ungt par modvilligt tilbage til mandens barndomshjem. Idyllen krakelerer hurtigt. Nye naboer kommer med skjulte dagsordener, truslerne begynder at sive ind gennem de pæne facader, og pludselig er det svært at vide, hvem man kan stole på i det lille, lukkede samfund.

Det hele tager for alvor fart, da en ny beboer rykker ind i den store, faldefærdige victorianske villa på den anden side af vejen. Med ét bliver gamle hemmeligheder fra villavejen trukket frem i lyset – og nye, dødbringende konflikter gør det klart, at Ashfield Place ikke er så perfekt, som det ser ud udefra.

'The Burbs' er en komedieserie med thriller-nervetråde, inspireret af kultklassikeren fra 1989 med samme titel. Keke Palmer og den britiske komiker Jack Whitehall spiller hovedrollerne, flankeret af Julia Duffy, Paula Pell, Mark Proksch og Kapil Talwalkar.

Serien er skabt af Celeste Hughey, der tidligere har været medforfatter på blandt andet 'High Fidelity' og 'Dead to Me'.

Serien får premiere fredag 27. februar på SkyShowtime

Stein Bagger og grådighedens ansigter
(© Per Arnesen/TV 2)

Stein Bagger og grådighedens ansigter 

Nu kommer serien om en af de mest spektakulære svindelsager i dansk historie. 'Stein Bagger og grådighedens ansigter' undersøger ikke bare, hvad der skete, men hvorfor: Hvad får mennesker til at svindle i den skala, og hvorfor lader andre sig rive med? Det er en eksperimentel dokudramaserie i tre afsnit.

Bag projektet står de anerkendte dokumentarister Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen, som går tæt på kildematerialet og taler med folk, der var midt i begivenhederne – flere af dem med vinkler og detaljer, de ikke tidligere har haft lyst til at dele offentligt. 

Centrale personer træder frem og reflekterer over deres egen rolle i sagen og deres syn på Baggers metode og persona. Manuskriptet er skrevet af Mads Tafdrup, kendt fra 'En frygtelig kvinde' og 'Speak No Evil' (skrevet sammen med broren Christian Tafdrup). 

Kristoffer Eriknauer vil portrættere den karismatiske Stein Bagger. Han er bl.a. fra DR-serierne 'Salsa' og 'Carmen Curlers'.

Serien får premiere på TV 2 Play søndag 22. februar og på TV 2 søndag 1. marts. 

Mors Drenge
Adrian Hughes og Birthe Neumann i 'Mors Drenge'. (© HELLE MOOS)

Mors drenge 

Den anmelderroste dokumentarfilm 'Mors drenge' lander på TV 2 som en miniserie i tre afsnit. Fortællingen tager afsæt i Adrian Hughes' mors afskedsbrev, der rammer som et slag i maven: "Jeg beder til, at I er bedre ægtemænd og fædre, end I har været sønner."

Kender du Hughes fra DR-podcasten 'Mors afskedsbrev' eller bogen 'Mors dreng', ved du, at hans mor både var dramatisk og alkoholiseret. Men hvor historien tidligere primært har været fortalt gennem Adrian Hughes, deles mikrofonen nu mellem alle fem brødre – Adrian, Ieuan, Carsten, Michael og Philip – der hver især forsøger at forstå, hvad der ligger bag brevet, og hvorfor deres mor endte med at skrive det.

Dokumentaren blander privatoptagelser, tv-klip, interviews og rekonstruktioner til en helstøbt fortælling. I en konstrueret 70'er-kulisse genopfører professionelle skuespillere scener fra brødrenes opvækst, og grebet trækker fortiden helt tæt på. Minder, stemninger og sårbare øjeblikke får plads – og giver et mere sanseligt indblik i deres barndom og ungdom.

Asta Kamma August og Birthe Neumann spiller den unge og voksne udgave af moren, mens Jakob Cedergren portrætterer faren, Hywel. Dokumentaren er instrueret af Jesper Dalgaard ('Weltschmerz', 'Kandis for livet') og klippet af Denniz Göl Bertelsen ('Kandis for livet'), Christian Einshøj ('Bjergene') og Rasmus Stensgaard Madsen ('Dronningen').

Kan ses på TV 2 og TV 2 Play i løbet af februar. Præcis premieredato er endnu ikke offentliggjort.

Først til verdens ende
(© Strong Productions/TV 2)

Først til verdens ende

Er du klar til endnu et kapløb? I den nye sæson drager fem par ud på deres livs rejse, når de gennem otte afsnit kæmper om at komme først fra Amazonas til Andesbjergene – helt uden fly, telefoner og kreditkort.

Efter fem sæsoner med ruter gennem alt fra USA og Europa til Asien og Skandinavien går turen nu mod nye, spektakulære landskaber og en rejse, hvor alt kan ændre sig på et øjeblik.

TV 2 oplyser, at deltagerne som noget nyt vil være kendte mennesker, der rejser sammen med deres rejsemakkere.

Blåt hold består af skuespilleren Troels Lyby og hans søn, Johannes Lyby.

Rødt hold består af skuespilleren Arian Kashef og hans ven, Emil Behrndtz.

Gult hold består af tidligere Bachelorette og tv-vært Sofie Martinusen og hendes mor, Dorte Kragh.

Grønt hold består af influencer Julia Sofia Aastrup og hendes søster, Ida Imilia Aastrup.

Lilla hold består af skuespilleren May Lifschitz og hendes forlovede, Jens Lund.

Serien får premiere lørdag 28. februar på TV 2 og TV 2 PLAY

Nyeste film i biografen