Alien-serie får grønt lys til sæson 2: Dansker står til at få prominent rolle

Alien: Earth har fået grønt lys til en sæson 2. Det skriver Variety.
Forlængelsen kommer nok ikke som det største chok. Første sæson har været en succes - både når det kommer til seertal og anmeldelser. Derfor lå en sæson mere også i kortene.
I samme ombæring kan en kilde til det amerikanske medie berette, at skaberen bag, Noah Hawley, ligeledes har fået forlænget sin kontrakt hos FX og Disney Entertainment Television.
Den såkaldte overall deal er vurderet til at være på et ni cifret millionbeløb. Noah Hawley har været tjenestens guldfugl med succesfulde serier som 'Fargo' og 'Legion', så det giver mening, at de vil holde på ham.
'Alien: Earth' handling tog sit udgangspunkt i et rumskib, der styrter ned på Jorden. Om bord er en række nye alien-arter, der nu slippes løs. Det bliver en strid mellem firmaerne Prodigy og Weyland-Yutani, der kæmper om, hvem der har rettighederne. Både i juridisk og i fysisk forstand.

Produktionen til sæson 2 af 'Alien: Earth' starter i London i begyndelsen af 2026. Den første sæson blev skudt i Thailand.
Formanden for FX, John Landgraf, fortæller bl.a.:
- Vi kan ikke vente med at arbejde på den næste sæson af 'Alien: Earth' samt nogle ligeledes spændende fremtidige projekter, der allerede er i langt fremme i udviklingsprocessen.
Vi kan altså derfor nok også se frem til en ny og sjette sæson af 'Fargo' i fremtiden samt andre projekter fra Hawleys hånd.
Forlængelsen af 'Alien: Earth' er en god nyhed med danske briller. Det betyder nemlig, at vi med al sandsynlighed kommer til at se mere til den danske skuespiller Sandra Yi Sencindiver, der spiller Yutani, ejeren af de ikoniske Alien-firma "Weyland-Yutani" - der formentlig vil få en langt større rolle i næste sæson.
Alien-universet lever i høj grad. Lige nu kan man se Predator: Badlands i biograferne, som netop inkorporerer Wayland-Yutani i form af flere androider, mens sidste års meget populære biograffilm Alien: Romulus ligeledes har en fortsættelse på trapperne.
Første sæson af 'Alien: Earth' kan ses på Disney +.







