Amerikansk mesterinstruktør skal lave film i Danmark - på dansk

Mads Mikkelsen var oprindeligt tilknyttet et projekt af filmskaberen
Billede

Den amerikanske instruktør, manuskriptforfatter og producer Alexander Payne skal lave sin første europæiske film, og den bliver endda på dansk. Det skriver Screen.

Alexander Payne er kendt for roste film som Sideways, The Descendants og The Holdovers, og han har modtaget to Oscar-statuetter for sine manuskripter.

Filmen bliver 100 % europæisk produceret og vil blive optaget i Danmark på dansk. Payne er endnu ikke gået i gang med at skrive manuskriptet, men han har selv græsk statsborgerskab, hvorfor han er kvalificeret til bestemte europæiske pengepuljer til udviklingen.

På nuværende tidspunkt er der hverken information om plottet eller de medvirkende.

For fem år siden var Alexander Payne faktisk tilknyttet et projekt med Mads Mikkelsen, som skulle udkomme på Netflix og optages i Danmark og Sverige. Filmen er dog aldrig blevet til noget.

Til gengæld arbejdede han sammen med en anden kendt, dansk skuespiller i 2017. Søren Pilmark havde nemlig en rolle i filmen Downsizing med Matt Damon i hovedrollen.

Danmark ikke det eneste europæiske land, som Payne har i sigtekornet. Instruktøren er også ved at udvikle en fransk film med optagelser i Paris. Den film bliver baseret på en artikel i Vanity Fair af Eric Konigsberg kaldet 'The Chairmen' fra 2018, som handler om rivaliserende handlere af antikke stole i Paris.