Black Panther og Fantastic Four forenes i ny Avengers 5-teaser

Den fjerde og nyeste teaser til Avengers: Doomsday er landet.
I de to første fik vi genintroduceret nogle af MCU's største Avengers-helte, nemlig Captain America og Thor - begge som fædre. Så hev den tredje teaser de "gamle" X-Men tilbage fra 20th Century Fox-dagene. Den sidste teaser samler nu flere af MCU's nyeste tilføjelser.
Vi ser nemlig den nye Black Panther i form af Shuri (Letitia Wright) og Wakanda-stammelederen M’Baku (Winston Duke) mødes med ingen ringere end The Thing (Ebon Moss-Bachrach) fra Fantastic Four midt i ørkenen.
Det er umiddelbart en lidt aparte parring, hvilket teaseren også på humoristisk vis gør opmærksom på.
Se teaseren nederst.
Det korte smugkig viser også mutanten Namor (Tenoch Huerta), der sidder og skuler på sin trone. Han blev introduceret i Black Panther 2.
Vi ved endnu ikke meget om 'Avengers: Doomsday', udover - som titlen antyder - at Dr. Doom vil være hovedskurken. Han spilles af Robert Downey Jr., der vender tilbage til Marvel efter sin tid som Iron Man.
Hvorvidt dette bliver den sidste korte teaser vides ikke. Både en femte og sjette har været rygtet, men intet er bekræftet fra officel hold.
’Avengers: Doomsday’ får biografpremiere den 17. december 2026.







