Børnebøgerne er kæmpesucceser verden over: Nu kommer filmen om Hundemand
Dav Pilkey har med sine anarkistiske tegneserieuniverser taget alverdens børnefamilier med storm og gennem tilter som 'Kaptajn Underhyler' og 'Hundemand' solgt bøger i millionvis.
Til næste år kommer så en stort opsat biograffilm om netop sidstnævnte, hvis forlæg er oversat til 47 sprog og trykt i 60 mio. eksemplarer!
Se den første trailer til 'Hundemand' nederst i artiklen.
Hundemand er fortællingen om en trofast politihund og hans betjent-menneske, der kommer til skade på jobbet, hvorefter de to bliver sat sammen ved et kirurgisk indgreb. Hundemand er født!
Han går straks i gang med at fange forbrydere - og hente ting, give pote og rulle rundt.
Hundemand skal både vænne sig til sin nye identitet og imponere sin chef samtidig med at forsøge at stoppe katte-superskurken Pjevs' ret onde planer.
Pjevs kloner nemlig sig selv og skaber killingen Lille Pjevs, så han kan lave dobbelt så mange forbrydelser.
Alt går dog ikke efter planen, da Lille Pjevs uventet knytter sig til Hundemand. Men da Lille Pjevs falder i kløerne på Hundemand og Pjevs' fælles fjende, er der ikke andet at gøre end at slå sig sammen.
DreamsWorks står bag filmen. Blandt deres største animerede succeser finder man Kung Fu Panda, Sådan træner du din drage og Boss Baby.
Tidligere er også Kaptajn Underhyler blevet filmatiseret i Filmen om Kaptajn Underhyler fra 2017.
'Hundemand' har biografpremiere i Danmark den 30. januar 2025.
Se traileren til animationsfilmen herunder: