Dansk Mads Mikkelsen-film genindspilles på amerikansk
Allerede tilbage i 2021 forlød det, at man i Hollywood arbejdede på at omsætte den populære danske film Retfærdighedens ryttere til amerikansk.
Men efter knapt halvandens års stilhed, kunne man godt have antaget, at det alligevel ikke havde materialiseret sig. Men nu er der nyt på den front, beretter The Wrap.
Den amerikanske udgave af Mads Mikkelsen-filmen har nemlig fået holdet bag kameraet på plads. Og her stikker især ét navn ud.
Shawn Levy står nemlig til at skulle producere filmen i samarbejde med Dan Levine og Dan Cohen fra selskabet 21 Laps i forening med Lionsgate.
Levy er denne sommer aktuel med en af årets mest ventede film. Han har således instrueret Deadpool & Wolverine, mens han tidligere har stået bag kameraet på Ryan Reynolds-filmene Free Guy og The Adam Project samt Nat på Museet og dens efterfølgere.
Ydermere har han fungeret som fremtrædende producer på den ultrapopulære Netflix-serie 'Stranger Things', som han også har instrueret flere afsnit af. Listen af store titler er lang.
Det er dog ikke Shawn Levy selv, der skal instruere remaket. Det bliver derimod makkerparret Michael Schwartz og Tyler Nilson, som også skal forfatte manuskriptet.
Duoen stod i 2019 bag det roste drama The Peanut Butter Falcon og er i år aktuelle med deres anden spillefilm i form af 'Los Frikis'.
Tilbage i 2021 forlød det, at Anders Thomas Jensen, som skrev og instruerede den danske udgave, ville være involveret som manuskriptforfatter på den nye version. Men det ser ud til, at han ikke længere er tilknyttet projektet.
Det er derimod Sisse Graum Jørgensen og Anders Kjaeurhauge, som producerede den danske film. De vil fungere som executive producere.
'Retfærdighedens ryttere' er ikke den eneste danske film med Mads Mikkelsen, som er på vej som Hollywood-film. 'Druk' er også på trapperne med Chris Rock som instruktør.
Den amerikanske genindspilning har ikke en premieredato på nuværende tidspunkt.