Den store biografguide til alle 18 nye film i juli

En sommer med superhelte, dinosaurer og slemme dyr
I know what you did last summer
(© SF Studios)

Hvis din sommer finder sted i Danmark, og du og dine kære trænger til en berigende og underholdende oplevelse i biografen, er der masser af nye tilbud på filmfronten.

Flere superhelte står klar til at indtage luftrummet i biografernes sale, og der er masser af animeret underholdning for hele familien. Der er gys, komik og romantik på programmet, ligesom 65 mio. år gamle øgler vender tilbage.

Vi har her ikke inkluderet særvisninger, events osv., men du kan få det fulde overblik over biografernes visninger her.

Herunder finder du alle nye premierefilm i juli 2025:

Lotte og Totte
Lotte & Totte - Min første ven (© Sf Studios)

Lotte & Totte - Min første ven - Premiere den 3. juli

Animationsfilmen er en filmatisering af Gunilla Woldes elskede børnebogserier, hvor de to ellers adskilte karakterer nu mødes.

Lottes verden forandres for altid, da familien flytter langt væk fra alt det, hun kender. Ensomheden truer, indtil hun møder den energiske nabodreng Totte. Men da en af deres fantasifulde lege går for vidt, bliver de mega meget uvenner.

Lotte indser, at Totte er hendes første rigtige ven og vil gøre alt for at genvinde venskabet, før det er for sent.

Filmen er skrevet og instrueret af den debuterende Mia Fridthjof.

Læs mere om 'Lotte & Totte - Min første ven' her.

 

Jurassic World Rebirth

Der er gået fem år siden begivenhederne i Jurassic World Dominion. Jordens økologi har nu vist sig at være uegnet for dinosaurernes levevilkår. De tilbageværende dinosaurer lever i isolerede, ækvatoriale miljøer, hvor klimaet ligner det, de engang trivedes i. 

De tre mest kolossale skabninger i denne tropiske biosfære har nøglen til et mirakuløst og livreddende lægemiddel til gavn for hele menneskeheden. Samtidig forsøger et forskerhold i kapløb med tiden at indsamle DNA-prøver fra de tre største dinosaurer på Jorden.

Scarlett Johansson spiller Zora Bennett, ekspert i hemmelige operationer, der hyres til at lede et team på en tophemmelig mission for at sikre det genetiske materiale. 

Læs mere om 'Jurassic World Rebirth' her.

 

Materialists

Den nye romantiske drama-komedie følger den pragmatiske matchmaker Lucy (Dakota Johnson), der bor og arbejder i New York City. Hun lever af at finde perfekte matches mellem rige New Yorkere. En dag står hun dog selv over for et romantisk valg.

På den ene side finder man hendes ekskæreste - den aspirerende skuespiller John (Chris Evans - og på den anden side både stabilitet og rigdom med den nye bejler Harry (Pedro Pascal).

'Materialits' er den nye film af forfatter og instruktør Celine Song, som tidligere stod bag den Oscar-nominerede Past Lives.

Læs mere om 'Materialists' her.

 

Tre veninder

Emmanuel Mouret (De ting, vi siger og de ting, vi gør) står bag den franske komedie om Joan (India Hair), der ikke længere er forelsket i Victor. Hendes bedste veninde Alice (Camille Cottin) beroliger hende, da hun selv heller ikke føler sig lidenskabelig omkring sin partner Eric - og alligevel kører deres forhold fint. 

Men Joan aner ikke, at Eric har en affære med deres fælles veninde Rebecca (Sara Forestier).

Samia
Samia – den lille drømmer (© Angel Films)

Samia - Den lille drømmer - Premiere den 10. juli

I Somalias fattige hovedstad, Mogadishu, drømmer den selvstændige pige Samia sammen med sin bedste ven, Ali, om en dag at blive berømt for sit talent. Samia er løber - og en hurtig en af slagsen. I et land, hvor borgerkrigen raser, og hvor det er forbudt for kvinder at dyrke idræt, synes det dog at være en umulig drøm. Men med hjælp fra sin støttende familie fortsætter Samia med at træne i skjul, både dag og nat, for at nå sit store mål: at deltage i OL i Beijing i 2008. Risikoen er høj, og omkostningerne store for både hende og familien. 

Filmen er baseret på Giuseppe Catozzellas internationale bestseller om virkelighedens Samia Yusuf Omar og instrueret af Yasemin Samdereli, der tidligere har stået bag Almanya - Velkommen til Tyskland.

Læs mere om ’Samia – den lille drømmer’ her.

 

Skolen med magiske dyr - venner for altid - Premiere den 10. juli

På Østre Skole forbereder Ida og klassen en udflugt for at beskytte den lokale skov. Samtidig forsøger Helene at redde familiens økonomi via sin influencer-kanal, presset af sin magiske kat Karajans ekstravagante krav. Samtidig får Silas en ny følgesvend – den veganske krokodille Rick – som kæmper med at leve op til Silas’ seje image.  

Da Helene opdager et modeshow på Naturhistorisk Museum, vil hun have klassen med, men showet falder sammen med udflugten, og konflikterne spidser til. 

Filmen er det tredje kapitel i den populære familiefilmserie baseret på Margit Auers børnebøger.

Læs mere om ’Skolen med magiske dyr - Venner for altid’ her. 

 

Superman - Premiere den 10. juli

Verdens største superhelt er tilbage i en ny film og med en ny skuespiller i titelrollen. Således overtager David Corenswet fra Henry Cavill. Samtidig betyder 'Superman' en ny start for DC's superhelteunivers, hvor Guardians of the Galaxy-instruktøren James Gunn er kreativ chef. 

Han instruerer selv 'Superman', hvor heltens intentioner om at beskytte menneskeheden udstilles som falske af den superrige techmilliardær Lex Luthor, der udnytter situationen til at skille sig af med Superman for altid. 

Spørgsmålet er, om reporter Lois Lane fra avisen Daily Planet med hjælp fra Metropolis' andre metamennesker og den firbenede følgesvend Krypto er i stand til at hjælpe Superman, før Luthor ødelægger ham fuldstændig. 

Læs mere om 'Superman' her.

I know what you did last summer
I Know What You Did Last Summer (© SF Studios)

I Know What You Did Last Summer - Premiere den 17. juli

28 år efter den første 'I Know What You Did Last Summer' kommer et nyt kapitel i gysersagaen fra 90’erne. 

Den nye film følger en gruppe unge venner, som ser ud til at have en hemmelighed omkring, hvad der skete den foregående sommer.  

Nu vil nogen eller noget tage grusom hævn i skikkelse af slasher-skurken The Fisherman, der i 90'erne blev et fænomen, der måske ikke ramte Scream og Ghostfaces højder, men alligevel spredte skræk og rædsel i biograferne. 

To centrale skuespillere fra de oprindelige film vender tilbage. Jennifer Lowit Howitt og Freddie Prince Jr. gentager således rollerne som Julie James og Ray Bronson. 

De nye og unge talenter på rollelisten tæller bl.a. Madelyn Cline, Chase Sui Wonders og Lola Tung.

Læs mere om 'I Know What You Did Last Summer' her.

 

Jane Austen ødelagde mit liv - Premiere den 17. juli

Den engelske forfatter Jane Austen har bevæget læsere verden over med sine romanklassikere, der bl.a. er blevet til flere populære filmatiseringen. Men hendes bøger har også ødelagde livet for nogen - sådan lyder præmissen i hvert fald for den franske film 'Jane Austen ødelagde mit liv'. 

Filmen følger den klodsede, men charmerende unge kvinde Agathe, der er desperat over at være single og ofte forsvinder ind i sin yndlingsforfatter Jane Austens romantiske universer. Problemet er bare: Vil hun nogensinde opleve en lige så altopslugende kærlighed? 

Agathe drømmer om selv at skrive bøger, og da hun bliver inviteret på et skriveophold i England arrangeret af ingen ringere end Austens efterkommere, drager den unge kvinde langt væk hjemme fra for både at forfølge forfatterdrømmen - og kærligheden. 

 

Smølferne - Filmen - Premiere den 17. juli

De små blå smølfer vender tilbage i biografen - denne gang i 'Smølferne - Filmen'! 

Da Gammelsmølf på mystisk vis bliver kidnappet af to onde troldmænd, må Smølfine og resten af Smølferne rejse til den virkelig verden for at redde ham. Her møder de nye venner, som kan hjælpe dem med deres mission. 

Smølferne er oprindeligt skabt af den belgiske tegneserieskaber Peyo, og publikum har tidligere kunne følge med i deres eventyr i filmene Smølferne, Smølferne 2 og Smølferne - Den hemmelige landsby. 

Det er den Oscar-nominerede instruktør Chris Miller, som tidligere har stået bag Den bestøvlede kat og Shrek den Tredje, som har instrueret den nye filmatisering.

Læs mere om 'Smølferne - Filmen' her.

The Great Lillian Hall
The Great Lillian Hall (© Another World Entertainment)

The Fantastic Four: First Steps - Premiere den 23. juli

Bliver tredje gang lykkens gang? Superhelte-firkløveren De Fantastiske Fire får igen deres egen film - efter to film i midt 2000’erne og senest et totalt mislykket forsøg i 2015.

Nu - 10 år efter - er rettighederne igen endt hos Marvel, der introducerer Pedro Pascal som Reed Richards/Mr. Fantastic, Vanessa Kirby som Sue Storm/Invisible Woman, Joseph Quinn som Johnny Storm/Human Torch og Ebon Moss-Bachrach som Ben Grimm/The Thing til MCU.

Filmens fortælling er sat i 1960'erne og følger superheltefamiliens kamp for Jordens overlevelse med både superskurken Galactus og Silver Surfer som deres modstandere.

’The Fantasic Four: First Steps’ er sat til at få betydning for den næste Avengers-film, ’Avengers: Doomsday’, hvor de fire superhelte-karakterer også vil optræde.

 

Kensukes kongerige - biografpremiere den 24. juli 

Animationsfilmen 'Kensukes kongerige' er en moderne nyfortolkning af den klassiske historie om Robinson Crusoe. I denne udgave møder vi Michael og hans hund Stella, der efter en voldsom storm på det åbne hav strander på en øde ø. 

På øen møder Michael og hunden imidlertid den mystiske eneboer Kensuke, der har levet på øen i al hemmelighed siden 1. verdenskrig. Men da farlige indtrængere truer det skrøbelige ø-paradis, må trioen stå sammen for at forsvare Kensukes hemmelige verden. 

Læs mere om 'Kensukes kongerige' her. 

 

Kvinderne på balkonen - Premiere den 24. juli

Sveden drypper, blodet løber og lattermusklerne kramper i den franske film om tre unge kvinder, der under en hedebølge oplever den ene vanvittige situation efter den anden, efter de bliver inviteret over i genboens (den lækre fotografs) lejlighed.

'Kvinderne på balkonen' havde verdenspremiere på Cannes Film Festival og er instrueret af Noémie Merlant og skrevet i samarbejde med Céline Sciamma (Portræt af en kvinde i flammer). 

Læs mere om ’Kvinderne på balkonen’ her.

 

The Great Lillian Hall - Premiere den 24. juli

Lillian Hall er stjerne på Broadways teaterscene og har i sin lange karriere aldrig svigtet publikum, men under prøverne på hendes seneste forestilling baseret på Anton Tjekhov begynder det at smuldre for hende. 

Edith Wilson forsøger som klippefast højrehånd at holde hende ajour fra morgen til aften for at sikre, at det hele glider, men også hun ser tegn på forandring, ligesom stykkets instruktør og ikke mindst teaterdirektøren er mere end bekymret, da hun glemmer sine replikker.

Titelrollen spilles af Jessica Lange, der er kendt fra film som 'Tootsie', 'Cape Fear' og 'The Postman Always Rings Twice'. Hendes rolle er løst baseret på virkelighedens Marian Seldes, hendes kærlighed til teatret og de udfordringer, hun mødte, men er ikke en biografi.

Læs mere om ’The Great Lillian Hall’ her.

Naked Gun
The Naked Gun (© UIP)

Bad Guys 2 - De er super barske - Premiere den 31. juli 

I opfølgeren til det populære animationshit fra 2022 vender Hr. Ulv og hans farverige bande tilbage. Selvom de forsøger at leve et liv uden kriminalitet, er det svært at slippe fortiden – for hvem stoler egentlig på en tidligere forbryder?  

Da en ny, selvsikker pigebande dukker op og presser dem ud i ét sidste kup, må de gamle tricks findes frem igen. I selskab med Frk. Tarantel, Hr. Slange, Hr. Haj og Don Piranha venter endnu et actionfyldt eventyr. 

Læs mere om ’Bad Guys 2 - De er super barske’ her. 

 

Bring Her Back - Premiere den 31. juli 

Brødrene Danny og Michael Philippou stod i 2022 bag gyserhittet 'Talk To Me'. Nu er duoen tilbage med en ny skrækfilm, der lyder titlen 'Bring Her Back'. 

Sally Hawkins indtager rollen som plejemoren Laura, når man følger to unge børn, der efter deres mors bortgang ender i en plejefamilie. Her begynder de at eksperimentere med et frygtindgydende ritual, der snart stikker af.  

Læs mere om 'Bring Her Back' her. 

 

Eddington - Premiere den 31. juli 

'Eddington' er det seneste værk af Ari Aster (Midsommar), der har Joaquin Phoenix i hovedrollen som en sherif i den lille, fiktive by Eddington i Midtvesten i USA. 

Året er 2020, og mens Corona-pandemien raser, Black Lives Matter-bevægelsen genopstår, og 4Chan-konspirationsteroretikere lurer i skyggen, skabes kaos og paranoia under et borgermestervalg. Pedro Pascal, Emma Stone og Austin Butler er også på rollelisten.

Læs mere om ’Eddington’ her.

 

The Naked Gun - Premiere den 31. juli

Komedien 'The Naked Gun' er et nyt kapitel i filmserien Høj pistolføring, der havde Leslie Nielsen som den fjollede politikommissær Frank Drebin.  

Denne gang spiller Liam Neeson hovedrollen som netop sønnike Frank Drebin Jr., der er gået i sin fars fodspor. Han er den eneste mand med de rigtige sæt af færdigheder til at lede Politipatrujlen... og redde verden! 

'The Naked Gun' er instrueret af Akiva Schaffer, der er medlem af komikergruppen Lonely Island, og produceret af Seth MacFarlane, der også er kendt for at stå bag bl.a. 'Family Guy' og Ted-filmene. 

Øvrige medvirkende inkluderer Pamela Anderson, Paul Walter Hauser, CCH Pounder og Kevin Durand. 

Læs mere om 'The Naked Gun' her.

Nyeste film i biografen