Den store biografguide til alle 19 nye film i april

Foråret er i fuldt flor, hvor der i april venter 19 nye premierefilm i biografen. De spænder over en bred palette, så der er heldigvis nok at kaste sig over.
Vi bringer her det store overblik over alle nye biograffilm i april. De er listet i kronologisk rækkefølge efter deres premieredato herunder.
Vi har her ikke inkluderet særvisninger, events osv., men du kan få det fulde overblik over biografernes visninger her.
Herunder finder du alle nye premierefilm i april 2025:

Elfie og den hemmelige mission - premiere den 3. april
Vennerne fra Kagekampen er tilbage i en ny animationsfilm, hvor alflingen Elfies verden bliver vendt på hovedet, da hun opdager en teknologisk avanceret alfling, der overgår hendes slægt, når det kommer til sjov og spænding.
Læs mere om 'Elfie og den hemmelige mission' her.
En Minecraft Film - premiere den 3. april
Adventurefilmen er baseret på det populære computerspil ved samme navn. Her følger man fire outsidere, er pludselig trækkes ind i Overworld: Et bizart, kubisk eventyrland. Nu må de forsøge at finde hjem igen. På rollelisten finder man bl.a. Jason Momoa og Jack Black.
Læs mere om 'En Minecraft' Film her.
Endeløse nat - premiere den 3. april
Denne danske musikdokumentar handler om bandet Miss B. Haven og er et portræt af en generation af kvinder, der kravlede ud af punkbevægelsens skygge i slut-70'erne, fordi de også ville spille ligesom mændene og samtidig ses og høres.
Læs mere om 'Endeløse nat' her.
Queer - premiere den 3. april
Man følger i 1950'ernes Mexico City eksilamerikaneren William (Daniel Craig), der fordriver tiden på barerne. Men da han møder den unge Eugene (Drew Starkey), vendes der op og ned på hans liv. Luca Guadagnino ('Call Me by Your Name') står bag dramaet.
Hele vejen - premiere den 3. april
Den danske action-thriller 'Hele vejen' handler om Cairo, en tidligere kriminel, der dog bliver kastet tilbage i mørket, da hans unge nevø forsvinder sporløst. Nu starter en desperat eftersøgning, der bliver en farlig rejse ind i Københavns brutale underverden.

Det andet offer - premiere den 10. april
Dansk debutfilm af Zinnini Elkington, der følger den dygtige læge Alexandra, der under en hektisk vagt på neurologisk afdeling påtager sig et ekstra ansvar. På rollelisten er bl.a. Özlem Saglanmak, Trine Dyrholm og Mathilde Arcel .
Læs mere om 'Det andet offer' her.
Mugge og Super Happy - premiere den 10. april
Den tredje film om drengen Mugge, skabt af det kreative komikerpar Wulffmorgenthaler. Denne gang handler det om skærmtid, når Mugge og Sofia opfinder spillet Super Happy. Da koderne bliver stjålet og misbrugt af en ukendt bagmand, må de to venner drage ind i en farvestrålende og uimodståelig virtuel verden for at redde alle Basserups beboere fra at blive opslugt for altid...
Læs mere om 'Mugge og Super Happy' her.
Sterben - premiere den 10. april
'Sterben' er en tysk film med Lars Eidinger fra 'Babylon Berlin' i hovedrollen om en dysfunktionel familie, der føres sammen igen, efter døden banker på. Resultatet er lige dele tragisk, komisk og uforudsigeligt.. Filmen vandt tre priser i hoved-konkurrencen på Berlin Film Festival i 2024.
The Amateur - premiere den 10. april
I action-thrilleren spiller Rami Malek rollen som Charlie Heller - en intelligent, men introvert analytiker, der arbejder for CIA i deres underjordiske bunker. Men han får vendt op og ned på sit liv, da hans kone bliver dræbt i et terrorangreb i London.

Drop - premiere den 16. april
The White Lotus-stjernen Meghann Fahy spiller singlemoren Violet, som for første gang i mange år skal på date. Daten udvikler sig dog i en yderst ubehagelig retning, da hun begynder at modtage anonyme, hadefulde og truende beskeder på sin telefon.
Glasskår - premiere den 16. april
Man følger i den danske film 16-årige Tobias, der modvilligt skal tilbringe sommeren hos sin mormor og morfar, men han savner sine venner og livet i en større by. En dag får han kontakt med den lidt ældre Aron, som skal vise sig at rumme nogle af de svar og det nærvær, som Tobias søger.
La Cocina - premiere den 16. april
I det hektiske drama følger man et travlt køkken, hvis personale jagter den amerikanske drøm. Det er Rashid, der driver turistfælden The Grill på Times Square, hvis køkken ligger i kælderen og er bemandet af illegale immigranter, som arbejder i højt tempo for at klare alle de ordrer, der tikker ind.
Min mor - premiere den 16. april
I 1963 føder Esther sønnen Roland. Han fødes med klumpfod, hvilket forhindrer ham i at stå. Mod alles råd lover Esther sin søn, at han en dag vil gå og få et vidunderligt liv. Fra det øjeblik helliger Esther sig fuldt ud for at sikre, at løftet går i opfyldelse.
Sinners - premiere den 16. april
Man finder Michael B. Jordan i hovedrollen i denne gyser-thriller, der udspiller sig under raceurolighederne i det sydlige USA i 1930'erne. I et forsøg på at forlade deres urolige liv, vender tvillingebrødrene Elijah og Elias tilbage til deres hjemby for at starte forfra, men en uventet ondskab byder dem her velkommen tilbage.

Sauna - 24. april
Den danske film er en kærlighedsfortælling fra det københavnske queer-miljø. Her følger man Johan, der holder alle døre åbne, når det gælder kærlighed og sex. Det er dog først, da han møder den transkønnede William, at han oplever kærligheden på helt nært hold.
The Accountant 2 - 24. april
Efterfølgeren til actionthrilleren The Accountant fra 2016 har Ben Affleck tilbage som Christian Wolff, der har et talent for at løse komplekse problemer. Da en tidligere bekendt myrdes og efterlader sig en kryptisk besked, er Wolff tvunget til at løse sagen.
Læs mere om 'The Accountant 2' her.
Until Dawn - 24. april
Et år efter, at hendes søster forsvandt, går Clover og hendes venner ind i en afsidesliggende dal, hvor søsteren forsvandt i jagten på svar. I deres søgen dukker nu en maskeret morder op, hvorpå gruppen en efter en bliver dræbt ... for så at vågne op igen! Hvad er det i grunden, der foregår?
Vi har stadig i morgen - 24. april
Delia bor i efterkrigstidens Rom og har fået indfriet sine to største drømme i livet: At blive hustru og mor. Her bor hun med sin mand og deres tre børn, men livet er ikke altid en dans på roser. Da et mystisk brev imidlertid lander i postkassen, vendes livet på hovedet.

Thunderbolts* - premiere den 30. april
Marvel-filmen samler en gruppe luskede antihelte, der må stå sammen for at bekæmpe et større og fælles onde. Man finder på rollelisten bl.a. Florence Pugh som Yelena Belova, Sebastian Stan som Bucky Barnes og David Harbour som Red Guardian m.fl.