Det sjoveste serieafsnit nogensinde? 5 gange Vince Gilligan tog røven på os med 'The X-Files'

The humor is out there 

Allerede i første sæson af 'The X-Files' kan man mærke, at humoren var levende i den paranoiaramte serie, hvor regeringskonspirationer, en alien-kolonisering og ulækre monstre lurede i horisonten og i krogene.

Sci-fi-seriens egen tagline kunne passende omskrives: "The humor was out there". 

Afsnittet 'Tooms' fra første sæson emmede allerede flere steder af sortkomik, men det var først i sæson 2 og med afsnittet 'Humbug', at komikken for alvor blev sat på landkortet i 'The X-Files'.

Det var forfatteren Darin Morgan, som med fire afsnit over halvanden sæson vendte 'The X-Files' på hovedet, så serien fra skæve, utradiotionelle vinkler og beviste, at serien kunne være langt mere end blot mørkt, grumt og konspiratiorisk.

Men da Darin Morgan forlod 'The X-Files' i sæson 3, stod en ny mand klar i skyggen – nærmest som en muldvarp i en parkeringskælder i seriens univers – til at tage over.

Vince Gilligan. Han havde allerede lavet et quirky, omend meget trist afsnit, i sæson 2, da han leverede freelance manuskriptet til afsnittet ’Soft Spot’ om en mand, der er bange for sin egen skygge – af en ret uhyggelige årsag.

Over otte sæsoner leverede Vince Gilligan 30 manuskripter til 'The X-Files', var medskaber på spin-off-serien om 'The Lone Gunmen' og var en uundværlig del af forfatterrummet på 127 afsnit.

Vince Gilligans X-Files-afsnit beviser, at han er en mester ud i alsidighed og i sine fortællinger kan veksle mellem toner og stemninger, som ingen andre kan. Humoren og mørket går hånd i hånd i Vince Gilligans forfatterskab.

Alle afsnittene har også en særlig Gilligansk flavor – fra finurlige detaljer og de kringlede kameravinkler over tilbagevende karaktertyper til metakomik. 

Vi udpeger herunder fem afsnit fra 'The X-Files', som er essentiel lektie for alle, som vil forstå, nyde og hylde Vince Gilligan. Manden, der ganske rigtigt senere skrev serie-historie med 'Breaking Bad', men som altså trådte sine tv-barnesko i en af 90'ernes mest banebrydende serieværker.

Da skaberen af 'The X-Files', Chris Carter, besøgte settet til 'Breaking Bad', lyder den anekdoten, at Vince Gilligan præsenterede ham som "manden, der har lært mig alt". Det er derfor vigtigt at se forfatterens arbejde på 'The X-Files' for at forstå ham.

De fem afsnit herunder er præsenteret i kronologisk rækkefølge.

Pusher (sæson 3, afsnit 17)

Vince Gilligans blot andet bidrag til 'The X-Files' giver os en af seriens mest ikoniske skurke. Robert Patrick Modell aka Pusher.

En hjernetumor gør, at en ellers helt gennemsnitlig mand pludselig er i stand til at manipulere med andre folks tanker – og med det efterlader han sig et væld af mystiske selvmord.

Det bliver en katten-efter-musen-jagt mellem Modell og Agent Fox Mulder, der ender i en af seriens mest medrivende finaler med en omgang russiske roulette.

Allerede med 'Pusher' rammer Vince Gilligan en karaktertype, som han vil arbejde videre på – og senere perfektionere i 'Breaking Bad'.  ”Den lille mand”, der kommer i besiddelse af noget, som kan give ham en pludselig magt, der oftest tager en mørk drejning.

Afsnittet emmer også af små Vince Gilliganske finurlige detaljer, som fx at Pusher selv betragter sig som en japansk ronin – en samurai uden nogen mester. Eller det faktum, at han skal indtage en stor mængde protein for at holde sin hjernetumor kørende. Så da man ransager hans hjem, er det fyldt med protein shakes. 

Robert Patrick Modell er kun en af tre X-Files-skurke, som har fået fortsættelser. Det skete i sæson 5-afsnittet 'Kitsunegari', som desværre ikke lever op til sit første afsnit – og generelt vælger at gå nogle overraskende veje.

Paper Hearts (sæson 4, afsnit 10)

Hvor 'Pusher' satte Mulder og Modell op mod hinanden som to samuraier i en dødelige, adrenalinpumpende tvekamp, så tager Vince Gilligan et lignende udgangspunkt for 'Paper Hearts', der sætter Mulder op imod seriemorderen John Lee Roach.

Denne gang er den russiske roulette dog skiftet ud med udklip af hjerter fra børnepyjamasser. Er en af disse fra Mulders søster?

Roach er nemlig en berygtet børnemorder, som Mulder har hjulpet med at fange, og med 'Paper Hearts' giver Vince Gilligan en alternativ forklaring på, hvad der kan være sket med Mulders søster, der forsvandt, da de begge var børn. Var det virkelig aliens? Eller en mystisk sammensværgelse? Nej, i Vince Gilligans fortælling bliver det langt mere jordnært. Kan det være Roach? Og vil han som en del af et sygt spil lede Mulder til liget af den døde lillesøster?

Tom Noonan gør det fortrinligt som den på en gang skrøbelige og dybt forskruede seriemorder, der leger kispus med Mulders følelser. David Duchovny tager sit skulle til nye emotionelle dimensioner, når Mulder presse til grænsen - og næsten over i jagten på sandheden.

Oveni at det hele er indhyllet i en besynderlig eventyrlig tone, hvor 'Alice i Eventyrland' bliver en del af børnemorderens leg med sine ofre og Mulder – godt hjulpet på vej af en af seriens bedste scores leveret af Mark Snow, der i øvrigt blev Emmy-nomineret for det.

Hvis 'Pusher' frembragte angstens sved, og 'Paper Hearts' får tårerne til at rulle… så rammer det næste afsnit en hel anden del af følelsesregisteret.

Bad Blood (sæson 5, afsnit 12)

Dette afsnit befinder sig formentlig på de fleste X-Files-fans top fem. Inklusive Gillian Andersons, der som bekendt spiller FBI agent Dana Scully. Og det er der en god årsag til. Dette er X-Files, når det er allersjoveste, der formår at ramme et niveau af selvbevidsthed, der kan sende meta-værker som 'Scream' og 'Spaceballs' til tælling.

I sæson 5 var karaktererne Mulder og Scully slået fast med syvtommersøm. Den troende og skeptikeren. Spooky Mulder og den vindenskabelige Scully. I 'Bad Blood' tager Vince Gilligan de to stereotyper til nye højder. Det sker i en fjollet vampyr-fortælling, der præsenterer os for både Mulder og Scullys meget subjektive fremstilling af, hvordan hele sagen er forløbet.

I Scullys version er Mulder en klodset, uelegant makker, der tumler rundt på sit hotelværelse og synger Shaft. Mens Scully i Mulders version er en højrøvet, rigid makker, som er forelsket i den lokale politimand (Luke Wilson) – som de er meget uenige om, hvordan ser ud.

'Bad Blood' udsprang af en lyst fra Vince Gilligans side til at eksperimentere med formatet. Det startede som en idé om, at Mulder og Scully skulle være med i det ikoniske true crime-program 'Unsolved Mysteries', men udmøntede sig i en Rashamon-fortælling, der på en og samme tid udstiller og hylder seriens til tider lidt firkantede tilgang til dens to hovedkarakterer.

Darin Morgan havde allerede leget med meta-fortælligerne om vores to agenter, Vince Gilligan havde selv smagt på det i sæson 4-afsnittet 'Small Potatoes', men det er altså med 'Bad Bloodø, at han begår det perfekte og ultimative metaafsnit – muligvis i hele tv-historien.

Drive (sæson 6, afsnit 2)

'Drive' er i eftertiden blevet kendt for at være afsnittet, der bragte Vince Gilligan sammen med Bryan Cranston, der senere skulle spille Walter White i 'Breaking Bad'. Og det er da også dette afsnit, som Gilligan huskede og brugte, da den ellers hovedsageligt komiske Cranston fik rollen som en af 2010'ernes mest betydningsfulde tv-karakterer.

Men én ting er Bryan Cranstons præstation i dette afsnit, som i den grad rummer langt mere dramatik perspektiver end, hvad han ellers fik lov til at vise dengang. Karakteren Patrick Crump i sig selv er interessant. Under en intens biltur får hans usympatisk, småracistisk bonderøvs-attitude nemlig lov til at krakelere og slå sprækker, og selvom man aldrig kan holde af Crump, så ender man med at forstå ham. Endnu en af Gilligans "små mænd".

Men hvad der især udmærker 'Drive' er dens benhårde præmis: En mand skal blive ved med at køre stik mod vest, ellers eksploderer hans hoved. Bogstavelig talt. Han tager Mulder som gidsel og sammen tager de på en biltur igennem Nevadas ørken – men hvad sker, der når de løber tør for vej? 

Ja, Mulder laver selv en joke om, hvordan afsnittets præmis til en hvis grad mimer Keanu Reeves-actionfilmen Speed. Gilligan er meget bevidst om, hvad han bygger videre på. Men også hvordan han kan sætte det ind i en anden og ny kontekst.

I hans nye serie 'Plur1bus' rammes verden af en virus, der gør dem alle sammen til én lykkelige eksistens, undtagen en lille gruppe, som ikke inficeres. Her har man et lignende stærkt udgangspunkt, der - bevares - måske er set i flere andre afskygning før. Men det er Vince Gilligan bevidst om – og med sin egen finurlige snilde tager han noget velkendt i en hel ny, overraskende retning.

Hungry (sæson 7, afsnit 3)

'Hungry' fra sæson 7 er endnu et godt eksempel på, hvordan Vince Gilligan elsker at eksperimentere med det velkendte. Ja, senere i sæson 7 laver han et decideret (og meget vellykket) cross-over med reality-programmet 'Cops' i afsnittet 'X-Cops'.

I 'Hungry' vender han derimod seriens vanlige struktur på vrangen og gør skurken, monstret, til hovedpersonen. Udover at give os nye perspektiver på antihelten (behøver jeg nævne Walter White igen?), så udstiller Gilligan også igen på meta-agtig vis – lidt a la i 'Bad Blood' – hvordan Mulder og Scully mon ville opleves fra en skurks synspunkt. Og det kan siges ret enkelt: De er møgirriterende.

I afsnittet møder vi Rob (Chad Donella), og Rob er afhængig af menneskehjerner… altså han spiser dem. Han prøver at få styr på sit liv, men da det en aften går galt på arbejdet (selvfølgelig en fastfood-restaurant), bliver han både mistænkt af FBI-agenterne og afpresset af en kollega. 

En forskruet fortælling, der altså udkom små syv år før verden blev bekendt med seriemorderen Dexter, der elsker blod – og som både med ægte følelser og humor beskriver Robs problem. Et problem, der bl.a. fører ham til et møde i en forening for overspisere. 

De omtalte afsnit fra 'The X-Files' kan ses på Disney+.

De to første afsnit af ’Plur1bus’ får premiere på Apple TV den 7. november. 

Se traileren til 'Plur1bus' herunder: