DreamWorks bekræfter: 'Den vilde robot' får en efterfølger
Da animationsfilmen Den vilde robot fik dansk biografpremiere den 3. oktober, stod det hurtigt klart, at den elskværdige robot ROZZUM havde vundet danske hjerter – både hos børn og voksne.
Filmen har på imponerende vis allerede indtjent så mange penge - mere end 148.000.000 dollars - at studiet bag det animerede eventyr nu er klar til at forpligte sig til en efterfølger. Det skriver Deadline.
Instruktør Chris Sanders bekræfter over for mediet, at en efterfølger er under udvikling hos DreamWorks Animation.
- 100% ja, der er absolut planer om en toer.
Udover at det er gode nyheder, at en efterfølger allerede er på vej, er det også betryggende, at det er Sanders, som stod bag den første film, og DreamWorks Animation, som arbejder på efterfølgeren.
Foruden at skrive og instruere 'Den vilde robot' er Sanders en tre gange Oscar-nomineret manuskriptforfatter og instruktør, der bl.a. har stået bag film som Sådan træner du din drage, Mulan og Lilo & Stitch.
Samtidig er DreamWorks Animation studiet bag Shrek, Madagascar og Kung Fu Panda, for blot at nævne nogle få.
Den kommende efterfølger er altså i rigtig gode hænder.
Da den første film kun har været i biografen i mindre end to uger, er der sikkert mange, der endnu ikke har set den. Derfor følger her en kort præsentation af robotten ROZZUM, og hvorfor 'Den vilde robot' er oplagt at se i efterårsferien.
'Den vilde robot' er baseret på Peter Browns bestseller 'The Wild Robot' og følger robotten ROZZUM, også kendt som Roz, der strander på en øde ø efter et skibsbrud.
Her tilpasser hun sig de barske omgivelser og danner bånd med øens dyreliv, mens hun bliver adoptivforælder for en forældreløs gæsling.
På trods af sin enorme størrelse er Roz en blid sjæl, og inden længe skaber hun en tæt forbindelse til skovens dyr. Det er en fortælling om at opdage sig selv og ens forhold til teknologi og natur.
Hvad 'Den vilde robot 2', hvis det bliver titlen, vil handle om, er endnu ikke blevet afsløret.
'Den vilde robot kan opleves i biografen nu. Find dine billetter her på Kino.dk