Efter 12 år: Stjerne slår fast, at Nolan-film ikke bliver til noget

Fans har spekuleret i årevis
The Dark Knight Rises
(© Warner Bros.)

12 år efter The Dark Knight Rises, slår skuespiller Joseph Gordon-Levitt fast, at hans mulige Robin-spin-off aldrig kommer til at ske - og at det var aldrig planen.

I filmen spiller Gordon-Levitt politibetjenten Blake, som hjælper Batman, og i slutningen af filmen bliver det afsløret, at karakteren er Christopher Nolans bud på superheltens kendte sidekick Robin.

Den afsløring har gjort, at fans i årevis har spekuleret i, at Gordon-Levitt ville gentage rollen som Blake en en decideret Robin-film. En spin-off-film i Nolans Dark Knight-univers.

Men det kan fans godt skyde en hvid pil efter. Joseph Gordon-Levitt slår i et nyt interview med Inverse fast, at det aldrig kommer til at ske - og at det aldrig var en del af planen:

- Nolan lavede en trilogi. Han havde aldrig et ønske om at lave flere film [i det univers, red.]. Det var slutningen på hans trilogi. Det er sjovt, vi kigger på det nu i en moderne kontkets med Marvels filmiske univers - alting er en fortsættelse til en fortsættelse til en fortsættelse. Men dengang var det at lave en trilogi en stor ting, og det var også tænkt på den måde.

Mens Christopher Nolans Robin altså aldrig bliver til noget, så ved vi, at DCU planlægger en kommende Batman-film, hvor netop en udgave af karakteren vil indgå.

Det drejer sig om The Brave and the Bold, der henter sin titel direkte fra Grant Morrisons tegneserie af samme navn. Her møder vi både Batman og Robin - sidstnævnte i skikkelse af Damian Wayne, Bruce Waynes søn, som han ikke vidste eksisterede.

Den unge og morderiske Damian er opdraget af snigmordere, mens fortællingen beskrives som en "meget speciel far-søn-historie".

Christian Bale og Ben Affleck er ude som Batman, mens Robert Pattinson holder sig til sine The Batman-film. Dermed skal man her ud og finde en ny skuespiller til at indtage rollen som Gothams beskytter - og som Robin.

Hvem ved, måske Gordon-Levitt skal prøve at lægge billet ind til den kommende Batman-rolle? Er han ikke moden til det nu?

I første omgang er skuespilleren snart aktuel overfor Eddie Murphy i Netflix-filmen 'Frækkere end politiet tillader 4', som får premiere 3. juli.