Denne gyserfilm sikrede David Corenswet rollen som Superman

Lige nu flyver Superman rundt i biografer verden over i filmen af samme navn. Men hvordan scorede skuespilleren David Corenswet egentlig den ikoniske helterolle?
Det har filmens instruktør og manuskriptforfatter James Gunn afsløret i et interview med JM Video Club. Det skriver bl.a. SuperHeroHype.
Her fortæller filmskaberen i en længere snak bl.a. om sine inspirationskilder, hvor han herunder peger på Ti Wests kritikerroste gys Pearl fra 2022 med Mia Goth i titelrollen.
I gyserfilmen spiller David Corenswet nemlig en charmerende filmprojektionist, der dog går en krank skæbne i møde, da en møggreb placeres midt i hans ansigt.
Det er præcis ovenstående rolle, der fik James Gunn til at tænke, at han kunne være Superman:
- Jeg så faktisk denne film ['Pearl', red.], som er fantastisk […] Og jeg så en karakter, hvis navn bare er projektionisten i filmen, og jeg tænkte: "Den fyr ser ud til, at han muligvis kunne være Superman", James Gunn uddyber:
- Jeg slog hans navn op på IMDb [en filmdatabase, red.] og sagde: "Kan I hente den fyr ind?".

Således kom David Corenswet og andre skuespillere efterfølgende til casting til rollen som Clark Kent alias Superman.
Det blev som bekendt netop den 32-årige, amerikanske skuespiller, der nuppede rollen og på den måde nu går i fodsporene af bl.a. Christopher Reeve, Brandon Routh og Henry Cavill.
Du kan desuden læse et længere portræt af David Corenswet lige her. For hvem er den nye mand i kappen egentlig?








