Hvordan ser en shitstorm ud indefra? Se det første klip fra ny stjernebesat dansk film

To af Danmarks største skuespillere, Lars Ranthe og Danica Curcic, oplever en shitstorm indefra i den kommende danske film Vores løfte, der giver et indblik i de personlige konsekvenser, når et helt samfund vender dig ryggen.
Den prisvindende instruktør Pernille Fischer Christensen står bag kærlighedsdramaet, som netop har offentliggjort det første klip. Se klippet nederst.
'Vores løfte' handler om den tidligere svømmestjerne og nu tv-vært Maria, der oplever, at hendes mand og tidligere træner Mikael bliver centrum for en række offentlige anklager om seksuelt magtmisbrug.
Det slår hendes liv totalt ud af kurs. For hvad gør man? Kan man stadig stole på den, man elsker? Og kan kærligheden overvinde alt?
Dramaet beskrives som en nænsom fortælling om at miste fundamentet under sin livshistorie og den sårbare søgen efter en ny sandhed, der sjældent får plads i fortællingen, når overskrifterne først tager fart i offentligheden.
Emnet rammer lige ned i en tidsånd, der er ved at gøre op med gamle magtstrukturer, hvorfor man i disse år ser, at flere mænd/kvinder beskyldes for netop misbrug af deres position.
Lars Ranthe vandt sidste år både en Robert- og en Bodil-pris for sin præstation i familiedramaet Fuld af kærlighed, mens Danica Curcic netop nu kan opleves i anden sæson af Netflix-hittet 'Kastanjemanden'.
'Vores løfte' er Pernille Fischer Christensens første danske spillefilm siden 2014, hvor hun var aktuel med En du elsker. I de mellemliggende år har hun dog stået bag kameraet på den svenske spillefilm Unge Astrid samt været konceptuerende instruktør på DR's prisvindende serie 'Ulven kommer'.
'Vores løfte' får biografpremiere den 18. juni og er en del af Biografklub Danmark-programmet.








